ESMA har meddelt, at nationale kompetente myndigheder, Finanstilsynet i Danmark, forventes at nedprioritere tilsynet med modparters indberetninger af værdipapirfinansieringstransaktioner til registrerede transaktionsregistrer i perioden 13. april 2020 til 13. juli 2020 i henhold til SFTR artikel 4 og artikel 33 samt dele af transaktionsrapportering iht. MiFIR.
ESMA har endvidere oplyst, de ikke finder det nødvendigt at give tilladelse til at drive transaktionsregister under SFTR før den 13. april 2020, og at ESMA ikke vil modtage transaktionsrapporter som følge heraf.
Tiltagene skyldes, at ESMA og de nationale kompetente myndigheder i den nuværende markedssituation anerkender de ressourcebegrænsninger, som virksomheder omfattet af SFTR-rapporteringen står over for, og den effekt det har på implementeringen af rapportering i henhold til SFTR og dele af MiFIR.
Finanstilsynet vil følge ESMAs anbefaling på linje med andre tiltag til at løse praktiske og administrative problemer som følge af COVID-19. Finanstilsynet vil derfor ikke prioritere tilsynet med rapporteringspligten indtil 13. juli 2020 og forventer ikke, at virksomheder bagudrapporterer værdipapirfinansieringstransaktioner foretaget i perioden 13. april 2020 til 12. juli 2020. Tilsvarende vil Finanstilsynet ikke prioritere tilsynet med SFTR artikel 4, stk. 1, litra a om backloading af værdipapirfinansieringstransaktioner.
Finanstilsynet opfordrer virksomheder underlagt de første to anvendelsesfaser af SFTR-rapportering som defineret i artikel 33, stk. 2, litra a) nr. (i) og (ii) til at forberede rapportering af værdipapirfinansieringstransaktioner iht. SFTR og MiFIR fra og med den 13. juli 2020.
Yderligere information fra ESMA om ovennævnte tiltag kan findes her.