Spørgsmål og svar vedrørende AMLA
Her finder du spørgsmål og svar om Finanstilsynets indsamling af oplysninger til brug for AMLA, den nye europæiske myndighed for bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Svarene henvender sig til finansielle virksomheder, der har modtaget henvendelse om at indsende oplysninger om aktiviteter i andre EU-lande. Formålet er at give overblik over baggrunden for indsamlingen, hvad oplysningerne skal bruges til, og hvad det betyder for din virksomhed.
Baggrund og formål
Hvorfor beder Finanstilsynet om oplysninger om min virksomheds aktiviteter i andre EU-lande?
Finanstilsynet samler data ind på baggrund af krav fra AMLA, som er den europæiske myndighed for bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. AMLA skal bruge oplysningerne til at identificere de virksomheder i EU, der fremover vil være omfattet af direkte tilsyn. De nationale tilsynsmyndigheder i EU, i Danmark Finanstilsynet, står for at indsamle oplysningerne på vegne af AMLA. Alle EU-lande deltager i dataindsamlingen.
Hvad er AMLA?
AMLA (Anti-Money Laundering Authority) er en ny europæisk myndighed, der etableres for at styrke tilsynet med bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering i EU. Myndigheden får blandt andet mulighed for at føre direkte tilsyn med de største og mest risikofyldte finansielle virksomheder i Europa.
Hvorfor er min virksomhed omfattet af dataindsamlingen?
De fleste finansielle virksomheder bliver bedt om at give oplysninger til indsamlingen, fordi Finanstilsynet ikke på forhånd har de nødvendige oplysninger til at kunne dokumentere overfor AMLA, hvilke virksomheder der kan være omfattet af AMLA-tilsyn.
Er det obligatorisk at svare?
Ja, det er et krav fra AMLA, at alle virksomheder svarer på henvendelsen fra Finanstilsynet.
Er denne indsamling en del af den samme datatest, som virksomheden lige har deltaget i?
Nej, det er to forskellige dataindsamlinger. Formålet med denne aktuelle indsamling er at fastslå, hvilke virksomheder der kan blive udpeget til direkte tilsyn af AMLA. Den tidligere datatest ” AMLA data collection exercise” havde et andet formål.
Betydning for virksomheden
Betyder dataindsamlingen, at min virksomhed kommer under AMLA’s direkte tilsyn?
Nej. At virksomheden indgår i dataindsamlingen betyder ikke, at den automatisk kommer under AMLA’s tilsyn. Formålet med indsamlingen er at få de oplysninger, som er nødvendige for, at AMLA kan vurdere, om virksomheden opfylder kriterierne for at komme under direkte tilsyn af AMLA.
Hvad betyder det at komme under AMLAs direkte tilsyn?
Hvis virksomheden på baggrund af de indsendte oplysninger opfylder kriterierne og dermed kommer under AMLA-tilsyn, skal I betale et årligt gebyr til AMLA. I Danmark vil kun ganske få virksomheder opfylde kriterierne. Af denne gruppe vil AMLA udvælge de 40 mest risikofyldte virksomheder i EU til direkte tilsyn.
Forskellen på at være kandidat og at komme under direkte tilsyn
- Hvis din virksomhed opfylder kriterierne, bliver den kandidat til direkte tilsyn og skal betale et årligt gebyr til AMLA.
- Kun de 40 virksomheder i EU, som AMLA vurderer har den højeste risiko, bliver faktisk underlagt direkte tilsyn.
Det er derfor vigtigt, at du afgiver korrekte og fyldestgørende oplysninger, så vurderingen sker på et retvisende grundlag.
Er der forskel på at være kandidat til direkte tilsyn og at komme under direkte tilsyn?
Ja, der er forskel. Hvis virksomheden er kandidat, betyder det, at den opfylder de grundlæggende kriterier for at kunne blive udpeget til direkte tilsyn af AMLA og skal betale et årligt gebyr til AMLA. Virksomheder, der opfylder kriterierne, vil blive direkte kontaktet.
Det er dog kun de 40 virksomheder i EU, som AMLA vurderer har den højeste risiko, der bliver underlagt direkte tilsyn. Virksomheder, der bliver udpeget til direkte tilsyn af AMLA, får herefter direkte besked af AMLA.
Hvad er kriterierne for at blive kandidat til direkte tilsyn?
Der er fastsat følgende kriterier i AMLR forordningen for, hvornår en virksomhed kan blive udvalgt til direkte tilsyn:
- Virksomheden har aktiviteter i mindst seks EU-lande, herunder Danmark, enten gennem fysisk tilstedeværelse (f.eks. med filialer eller datterselskaber) eller som led i den fri udveksling af tjenesteydelser (“freedom to provide services”). Det er altså uden betydning, om aktiviteterne udføres via fysisk tilstedeværelse eller på afstand.
For aktiviteter, der udføres under retten til at levere tjenesteydelser i et andet EU-land, gælder desuden, at de anses for at opfylde kriterierne, hvis mindst ét af følgende forhold gælder i et enkelt EU-land:
- Antallet af virksomhedens kunder, der er bosiddende i det pågældende land, oversteg 20.000 pr. 31. december året før.
- Den samlede årlige sum af ind- og udgående transaktioner genereret af kunderne oversteg 50 millioner euro (eller tilsvarende i national valuta) året før.
Alle aktiviteter i det pågældende land skal medregnes, uanset om de udføres direkte, gennem filialer, agenter eller distributører. Hvis flere virksomheder i samme koncern udfører aktiviteter i det samme land, skal deres aktiviteter lægges sammen
Blandt de virksomheder, der opfylder kriterierne, udvælger AMLA dem med den højeste risiko for hvidvask og terrorfinansiering.
Praktiske forhold
Hvornår skal jeg sende oplysningerne til Finanstilsynet?
Oplysningerne skal sendes senest 16. juni 2026.
Kan jeg få udsat fristen for at afgive oplysningerne til indsamlingen?
Nej, det er som udgangspunkt ikke muligt at få udsat fristen.
Hvor skal jeg sende oplysningerne hen?
”Templaten”, hvis det er relevant at udfylde denne, eller svaret uden denne sendes til: AMLAdata@ftnet.dk
Hvilke oplysninger skal jeg give?
Du skal tage stilling til de kriterier, der fremgår af selve brevet. Hvis du kan svare ja til et eller flere af kriterierne, skal du udfylde og sende ”templaten”. Hvis virksomheden ikke opfylder nogen af kriterierne, skal du ikke udfylde ”templaten”, men i stedet sende en skriftlig bekræftelse til Finanstilsynet, gerne med en kort forklaring på, hvorfor virksomheden ikke opfylder kriterierne.
Hvor finder jeg ”templaten”?
Hvor kan jeg få hjælp til at udfylde ”templaten”?
”Templaten” kommer med en vejledning (”interpretative note”), som kan findes HER. Den gennemgår, hvordan ”templaten” udfyldes. Vi anbefaler, at du læser vejledningen grundigt, inden du går i gang.
Hvad gør jeg, hvis jeg er i tvivl om kriterierne?
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt virksomheden opfylder kriterierne, skal du udfylde og indsende ”templaten” til AMLAdata@ftnet.dk.
Gælder dataindsamlingen hele koncernen eller kun det danske selskab?
Dataindsamlingen gælder for hele koncernen. Det fremgår af ”templaten” og vejledningen, hvad oplysningerne dækker. Det er derfor en god idé at følge anvisningerne i templaten og vejledningen.
Hvilken periode skal oplysninger dække?
Det fremgår af ”templaten” og vejledningen, hvilken periode oplysningerne skal dække.
Hvad gør jeg i tilfælde af tekniske problemer med ”templaten” eller indsendelsen?
Ved tekniske problemer kan vi hjælpe jer videre. Kontakt os på AMLAdata@ftnet.dk.
Behandling af oplysninger og opfølgning
Bliver virksomhedens oplysninger delt med andre?
Oplysningerne bliver alene brugt til at vurdere, om virksomheden opfylder kriterierne for at være omfattet af direkte tilsyn af AMLA. Oplysningerne behandles fortroligt og i overensstemmelse med gældende regler.
Hvad sker der, hvis oplysningerne er forkerte eller mangelfulde?
Oplysningerne skal danne grundlag for AMLA’s vurdering. Det er derfor vigtigt, at de er korrekte og fyldestgørende. Både Finanstilsynet og AMLA kontrollerer de indsendte oplysninger. Hvis du efterfølgende opdager fejl i oplysningerne, bedes du kontakte os hurtigst muligt. Hvis Finanstilsynet eller AMLA finder fejl eller mangler i forbindelse med datakontrollen, vil vi kontakte virksomheden.
Hvad er næste skridt, efter at oplysninger er sendt?
Vi gennemgår de indsendte oplysninger. Ved mangler eller fejl vil vi kontakte virksomheden. Det samme gælder, hvis AMLA har bemærkninger eller ønsker yderligere oplysninger. Virksomheder, der opfylder kriterierne og dermed kan blive omfattet af tilsyn af AMLA, får særskilt besked.
Ved spørgsmål til dataindsamlingen eller processen kan Finanstilsynet kontaktes på AMLAdata@ftnet.dk