Ny undersøgelse af gearede investeringsfondes betydning for den systemiske risiko

10-08-2023

Finanstilsynet har undersøgt de gearede investeringsfondes aktiviteter i det danske marked for realkreditobligationer. Selvom fondenes handelsmønstre kan udgøre en destabiliserende faktor på markedet, viser undersøgelsen, at fondene aktuelt udgør en begrænset risiko for stabiliteten.

Danske og udenlandske investeringsfonde, der benytter væsentlig gearing, er aktive i det danske marked for realkreditobligationer. Finanstilsynet har analyseret fondenes handelsmønstre under Covid-19- og Ukraine-kriserne, fordi markedet for realkreditobligationer har central betydning for den danske finansielle stabilitet.

De gearede fondes andel af det samlede handelsomfang i realkreditobligationsmarkedet ligger på mellem 5 pct. og 15 pct. Fondenes andel af den samlede handelsaktivitet er således begrænset. Men undersøgelsen viser, at de gearede investeringsfonde af flere årsager potentielt kan udgøre en større systemisk risiko, end deres andel af markedet umiddelbart giver indtryk af. 

På baggrund af de to kriser konkluderer undersøgelsen dog også, at de gearede investeringsfonde udgør en begrænset risiko for stabiliteten på markedet for realkreditobligationer. Dermed udgør fondene også en begrænset systemisk risiko.

Finanstilsynet vil fortsat overvåge de gearede fondes aktivitet på realkreditmarkedet for derved at overvåge opbygning af systemiske risici på dette område. 

Læs Finanstilsynets rapport 
Læs artikel i tidsskriftet Finans/Invest 
www.finansinvest.dk 

 

Senest opdateret 10-08-2023