IT-risici er stadig den største bekymring blandt de finansielle virksomheder

Finanstilsynet undersøger hvert år, hvad de finansielle virksomheder vurderer som de største trusler mod den finansielle stabilitet. Igen i år topper IT-risici listen. Geopolitiske forhold, lavkonjunktur og inflation kommer ind på de følgende pladser.

Kontakt

Kontorchef

Niki Saabye
+4533558260
nis@ftnet.dk

For sjette år i træk har Finanstilsynet spurgt finanssektoren, hvad den ser som de største risici for den finansielle stabilitet. Endnu en gang er det frygten for cyberkriminalitet, hackerangreb og nedbrud i kritisk IT-nedbrud, der topper listen. 

Som det også var tilfældet i 2022, peger de finansielle virksomheder på geopolitiske forhold som den næststørste risikofaktor. Især krigen i Ukraine, men også kinesiske trusler mod Taiwan og forholdet mellem USA og Kina skaber global usikkerhed.

De to største risici hænger på en del punkter sammen. Krigen i Ukraine har øget bekymringerne for cyberangreb, som f.eks. de hackerangreb, som pro-russiske grupper gennemførte mod en række danske finansielle virksomheder i januar.  

Undersøgelsen har inddraget besvarelser fra de risikoansvarlige i 30 af Danmarks største finansielle virksomheder. Besvarelserne blev indsamlet i midten af februar 2023. Silicon Valley Banks konkurs og den efterfølgende uro er dermed hændt efter indsamlingstidspunktet. 

Læs hele undersøgelsen.
Se spørgeskemaet.