Redegørelse om ordinær inspektion i Lodspensionskassen (Afviklingskasse)

10-04-2025

Finanstilsynet var i november 2024 på ordinær inspektion i Lodspensionskassen (Afviklingskasse) i forlængelse af, at pensionskassen for nogle år siden kom under Finanstilsynets tilsyn. På inspektionen blev pensionskassens væsentligste områder gennemgået med fokus på forretningsmodellen og med vægt på de områder, der udgør den største risiko. Inspektionen omfattede bl.a. ledelse og organisation, investeringer, risikostyring, operationelle forhold og outsourcing.

Denne redegørelse indeholder de centrale påbud, som pensionskassen har modtaget fra Finanstilsynet.

Sammenfatning og risikovurdering

Lodspensionskassens har pr. 31. december 2024 i alt 138 medlemmer, hvoraf størstedelen er pensionister. Pensionskassen optager ikke nye medlemmer. Medlemmerne har en ydelsesdefineret pensionsordning.

Investeringsområdet

Finanstilsynet konstaterede, at pensionskassen har sat en varighedsramme for en enkelt obligationstype med henblik på at matche pensionskassens hensættelser, men at den ikke har sat rammer for de resterende rentebærende fordringer, selvom pensionskassen er væsentligt eksponeret overfor ændringer i varigheden i forhold til at kunne matche dens hensættelser. Pensionskassen har derfor fået påbud om at sikre klare varighedsrammer for samtlige kategorier af rentebærende fordringer og den samlede portefølje af rentebærende fordringer[1].

Desuden konstaterede Finanstilsynet, at pensionskassen ikke i tilstrækkelig grad har taget stilling til koncentrationsrisici, hvilket medfører en risiko for, at der kan opbygges en uforholdsmæssig koncentration af investeringer i forhold til f.eks. lande og sektorer. Pensionskassen har derfor fået påbud om at sikre, at investeringspolitikken opsætter rammer, der kan sikre en tilpas grad af risikospredning og forhindre koncentrationsrisici, så medlemmernes interesser varetages bedst muligt [2].

For at kunne evaluere sin investeringsstrategi er det vigtigt at fastsætte sammenligningsgrundlag for sine investeringer. Finanstilsynet konstaterede, at pensionskassen ikke har fastsat sammenligningsgrundlag (f.eks. i form af benchmarks) til brug for vurdering af de opnåede resultater for alle aktivkategorier. Finanstilsynet har derfor påbudt pensionskassens bestyrelse at sikre dette[3].

På investeringsområdet har pensionskassen derudover fået påbud om at sikre, at den månedlige rapportering til bestyrelsen inddrager samtlige fastsatte risikotolerancegrænser såvel aktuelt som over tid[4].

Overvågning og kontrol med outsourcede opgaver

Pensionskassen har indgået aftale med en ekstern investeringsrådgiver, som rådgiver bestyrelsen om investeringsstrategi, afgiver visse handelsordrer på baggrund af bestyrelsens investeringsbeslutninger samt varetager rapportering på investeringsområdet.

Finanstilsynet konstaterede, at pensionskassen ikke har iværksat procedurer for kontrol af implementeringen af bestyrelsens investeringsbeslutninger, som i praksis implementeres af pensionskassens investeringsrådgiver. Bestyrelsen har derfor fået påbud om at sikre dette[5].

 

[1] Jf. bilag 2, nr. 6, litra b, og punkt 7, litra a, i ledelsesbekendtgørelsen for firmapensionskasser.

[2] Jf. § 57, stk. 1, nr. 6, i lov om firmapensionskasser og bilag 2, nr. 5, i ledelsesbekendtgørelsen for firmapensionskasser.

[3] Jf. § 4, og bilag 2, pkt. 6, litra e, i ledelsesbekendtgørelsen for firmapensionskasser.

[4] Jf. § 6, stk. 6 og § 24 i ledelsesbekendtgørelsen for firmapensionskasser.

[5] Jf. § 41, stk. 4. i lov om firmapensionskasser.