Redegørelse om inspektion i Nordfyns Bank A/S

02-10-2023

Finanstilsynet var i maj og juni 2023 på inspektion i Nordfyns Bank A/S. Inspektionen var en ordinær inspektion, hvor de væsentligste risikoområder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering.

 

Sammenfatning og risikovurdering

Nordfyns Bank udbyder traditionel ind- og udlånsvirksomhed primært på Fyn og i Fredericia, Kolding og Vejle. Banken har desuden kunder i Århus og København, hvor kunderne som udgangspunkt har tilknytning til bankens primære markedsområde. Koncernen tilbyder desuden via Nordfyns Finans A/S leasingfinansiering til erhverv i hele Danmark.

Bankens erhvervseksponeringer og ejendomseksponeringer samt andelen af svage eksponeringer er de seneste år øget mere end i sammenlignelige institutter. Dette medfører en øget kreditrisiko og øger kravene til bankens kreditmæssige kreditstyring, der ikke var fuldt tilfredsstillende. 

Finanstilsynet har således ved inspektionen gennemgået 146 udlån svarende til 72 pct. af bankens samlede udlån. I flere sager var bankens risikoklassifikation for positiv, hvilket medfører en risiko for, at banken træffer beslutninger på et forkert grundlag. Der var mangler i bankens værdiansættelse af erhvervsejendomme, hvor bankens ejendomsskemaer ikke var tilstrækkeligt udfyldt. Banken fik et påbud om at inddrage alle relevante forhold ved værdiansættelsen af erhvervsejendomme. Gennemgangen viste desuden, at banken ikke i tilstrækkeligt omfang anvendte handlingsplaner for svage kunder. Banken fik et påbud om at udarbejde handlingsplaner med konkrete tiltag, som skal reducere bankens risiko for tab. 

Bankens referater fra bestyrelsesmøderne var mangelfulde. Banken fik et påbud om at sikre fyldestgørende bestyrelsesprotokoller, hvor væsentlige forudsætninger, analyser og drøftelser protokolleres. Banken fik desuden påbud om at ændre direktionsinstruksen, så det kun er bestyrelsen og ikke direktionen, som kan afskedige den risikoansvarlige. Dette skal bidrage til at sikre den risikoansvarliges uafhængighed.

Banken har fået påbud om, at den complianceansvarlige skal sikre konsistens mellem risikovurdering og årsplan, så områder med høj risiko prioriteres i årsplanen. Desuden skal den complianceansvarlige mindst en gang om året udarbejde en rapport om bankens compliancerisici, og compliancefunktionen skal tildeles tilstrækkelige ressourcer.

Endelig havde den risikoansvarlige ikke udarbejdet en årlig rapport til bestyrelsen eller en egentlig risikovurdering. Banken har fået påbud om, at den risikoansvarlige skal udarbejde en årlig rapport til bestyrelsen. Den risikoansvarlige skal desuden begrunde prioriteterne i årsplanen ud fra en risikobaseret tilgang. Årsplanen skal indeholde alle vigtige områder, herunder skal den risikoansvarlige udarbejde analyser og undersøgelser, som tager højde for fremtidige risici, som kan ramme banken og bankens kunder.

På baggrund af inspektionens observationer vurderer Finanstilsynet, at banken undervurderer de operationelle risici som følge af mangler i henholdsvis bankens compliance- og risikostyringsfunktion og mangler i bankens kreditstyring. Banken bør derfor afsætte yderligere kapital til dækning heraf i søjle 2. 

Finanstilsynet vurderer, at en forøgelse af solvensbehovet på 0,6 procentpoint er dækkende. Bankens solvensbehov er herefter opgjort til 11,2 pct. pr. 31. marts 2023. 


 

Senest opdateret 02-10-2023