Indledning
Finanstilsynet var i oktober 2013 på inspektion i FIH Erhvervsbank A/S med fokus på bankens efterlevelse af reglerne om aflønning i finansielle virksomheder.
På inspektionen blev bankens efterlevelse af væsentlige områder gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, og Finanstilsynet havde især fokus på bankens lønpolitik, herunder processerne for fastlæggelsen af lønpolitikkens indhold og bankens anvendelse af variabel løn, samt bankens udpegning af væsentlige risikotagere.
Sammenfatning og risikovurdering
Bestyrelsen modtager alene fast løn. Direktionen aflønnes primært med fast løn, men har mulighed for at opnå en variabel løndel på 20 % af den faste løn. Bankens andre væsentlige risikotagere kan i overensstemmelse med bankens lønpolitik modtage variabel løn på op til 400 % af den faste løn. Det er Finanstilsynets vurdering, at dette medfører en væsentligt forøget risiko for at denne personkreds har incitament til at foretage mere risikofyldte dispositioner.
Finanstilsynet har fundet, at FIH Erhvervsbank A/S ikke i tilstrækkelig grad har foretaget kontrol af, om bankens lønpolitik er overholdt. Finanstilsynet har derfor påbudt bestyrelsen for FIH Erhvervsbank A/S at sikre denne kontrol.
Finanstilsynet har endvidere fundet, at årsrapporten for 2011 for FIH Erhvervsbank A/S ikke indeholder oplysninger om det samlede vederlag, som hvert enkelt af de medlemmer af bestyrelsen, der er udtrådt af bestyrelsen i 2011, har modtaget fra banken i 2011, og at årsrapporten for FIH Erhvervsbank A/S for 2011 derfor ikke lever op til kravene om offentliggørelse af individuelle lønninger. Finanstilsynet har derfor påbudt FIH Erhvervsbank A/S at sikre, at bankens årsrapporter fremover også indeholder disse oplysninger.