Indledning
Finanstilsynet har som led i det løbende tilsyn med BRFkredit Bank A/S konstateret, at banken ultimo 2012 overskrider tilsynsdiamantens grænseværdi for ejendomseksponering på under 25 pct.
Sammenfatning
BRFkredit Banks ejendomseksponering pr. 31. december 2012 er opgjort til 34 pct. af de samlede udlån og garantier.
Banken har overfor Finanstilsynet redegjort for, at en betydelig andel af bankens udlån er ydet til almene boligorganisationer, som anføres at være forbundet med lavere risiko end en række andre former for ejendomseksponering.
Finanstilsynet vurderer, at den høje ejedomseksponering indebærer en risiko for BRFkredit Bank. Det skal ses i lyset af, at:
- Grænseværdien i tilsynsdiamanten er fastsat ud fra en gennemsnitlig vurdering af risikoen ved ejendomseksponering, hvorfor der i en given portefølje af udlån typisk vil være både mere og mindre risikable eksponeringer.
- Banken overskrider grænseværdien på 25 pct. med en betydelig margin.
- Banken – også hvis der ses bort fra udlånet til almene boligorganisationer – har en betydelig ejendomseksponering.
Finanstilsynet har på denne baggrund givet banken en risikooplysning om, at den bør nedbringe sin samlede ejendomseksponering. Banken har tilkendegivet, at dette også er dens langsigtede strategi.
Finanstilsynet vil følge udviklingen i denne risiko, og banken skal derfor to gange om året indsende redegørelser for udviklingen i ejendomseksponeringen.