Indledende bemærkninger
Inspektionen var en funktionsundersøgelse, hvor bankens solvensbehov, kreditrisici, likviditet, afviklingsberedskab til Bankpakke 3 og bestyrelsen og direktionens arbejde blev undersøgt.
Denne redegørelse offentliggøres efter reglerne i bekendtgørelse om finansielle virksomheders pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden.
Sammenfatning og risikovurdering
Bankens forretningsmodel består i at yde lån til erhvervskunder og privatkunder, primært i bankens regionale område. Banken har ændret sin forretningsmodel siden sidste undersøgelse for ca. 1 år siden for at reducere risikoprofilen, bl.a. ved nedbringelse af udlån og ejendomsengagementer. Banken har endvidere fået ny ledelse.
Bankens udlån til erhverv udgjorde pr. 31. marts 2011 cirka 79 procent af bankens udlån og garantier.
Udlån til fast ejendom udgjorde cirka 33 procent af bankens samlede udlån og garantier. Banken har således en høj branchekoncentration på ejendomsengagementer, herunder udlån til finansiering af tyske ejendomme og kommanditselskaber med tyske ejendomme. Ejendomseksponeringen overstiger måltallet på maksimalt 25 procent i tilsynsdiamanten, der træder i kraft 1. januar 2013.
Summen af bankens store engagementer i procent af basiskapitalen udgør pr. 31. marts 2011 166 procent. Tilsynsdiamanten foreskriver en grænseværdi på 125 procent, der træder i kraft 1. januar 2013.
Banken har iværksat planer for at kunne holde sig inden for tilsynsdiamanten.
Finanstilsynet gennemgik på undersøgelsen bankens 30 største engagementer, bankens 10 største landbrugsengagementer samt de 11 engagementer med størst nedskrivning. De gennemgåede engagementer udgjorde cirka 47 procent af bankens samlede engagementsvolumen. Det er Finanstilsynets vurdering, at kreditkvaliteten af de store gennemgåede engagementer ligger under gennemsnittet for pengeinstitutter i gruppe 3.
Banken fik ved undersøgelsen påbud om at foretage nedskrivningsberegning på i alt 4 engagementer. På baggrund af bankens nedskrivningsberegninger vurderede Finanstilsynet, at banken pr. 30. juni 2011 skulle foretage yderligere nedskrivning på 20 mio. kr. på 4 engagementer.
Banken har pr. 31. marts 2011 opgjort sit solvensbehov til 10,8 procent. Finanstilsynet vurderede på baggrund af undersøgelsen, at solvensbehovet ikke var tilstrækkeligt til afdækning af bankens risici.
Banken har siden indberettet et nyt solvensbehov pr. 30. juni 2010 på 12,9 procent, og en faktisk solvens på 15,1 procent. Det er Finanstilsynets vurdering, at dette solvensbehov er tilstrækkeligt. Den solvensmæssige overdækning er dog beskeden, og banken bør derfor tage initiativer til at øge overdækningen for eksempel ved nedbringelse af risici.
Banken fik ved undersøgelsen påbud vedrørende bankens kreditstyring herunder direktionens videregivelse af kreditbeføjelser og manglende regler for bevilling af svage engagementer. Banken fik endvidere et påbud om i bestyrelsens instruks til direktionen at definere store engagementer samt engagementer med forhøjede eller særlige risici.
På likviditetsområdet modtog banken et påbud om at tilrette bestyrelsens instruks til direktionen, således at direktionen højst kan placere op til 100 procent af bankens basiskapital i hvert enkelt pengeinstitut.
Bankens likviditetsoverdækning udgør pr. 31. marts 2011 231 procent. Banken har individuel statsgaranti, der skal tilbagebetales i 2013. Bankens aktuelle likviditetsoverdækning kan ikke dække den individuelle statsgaranti. Bankens strategi er derfor at nedbringe sine udlån. Finanstilsynet har an-modet om løbende at blive orienteret om, hvordan overholdelsen af strategien og dermed reduktionen af balancen forløber