Afgørelse
Finanstilsynet har efter forelæggelse for Det Finansielle Virksomhedsråd truffet afgørelse om, at et engagement med en virksomhed skal anses for at være indbyrdes forbundet med engagementerne med hver af de tre ejere af virksomheden, jf. § 145, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
Sagsfremstilling
Engagementet med virksomheden vedrører finansiering af fast ejendom, hvor der til sikkerhed for engagementet er afgivet pant i ejendommen og pant i selskabets aktier. Endvidere har de tre ejere håndpansat et i forhold til engagementet mindre beløb til fordel for banken, ligesom der er afgivet ubegrænsede selvskyldnerkautioner overfor banken.
Ejerne (og/eller nærtstående til ejerne) ejer 1/3 af virksomheden hver via andre selskaber.
Ejerne var på tidspunktet for Finanstilsynets afgørelse ikke medlem af selskabets bestyrelse eller direktion.
Bevillingen af engagementet skete med henblik på, at ejendommen skulle udvikles, idet den på bevillingstidspunktet ikke gav likviditetsmæssigt overskud. Det var ikke af banken forudsat, at de tre ejere skulle tilføre projektet likviditet, hverken som egenkapital eller lån, men ejerne var på bevillingstidspunktet formodet at være formuende.
Begrundelse
Afgørelsen er truffet på baggrund af en konkret og samlet vurdering af de samlede forhold.
Afgørelsen er baseret på, at virksomheden på bevillingstidspunktet var meget svagt kapitaliseret, at ejendommen havde et lavt startafkast og et likviditetsmæssigt underskud, og at der derfor er sandsynlighed for, at dette vil medføre, at de respektive ejere også vil få vanskeligheder med tilbagebetalingen på de private engagementer som følge af de afgivne selvskyldnerkautioner.
Det forhold, at der ikke er krav om, at engagement skal medregnes til kautionistens engagement efter pkt. 23 i bilag 1 til bekendtgørelse om store engagementer, udelukker ikke, at der ikke som følge af kautionsafgivelsen konkret kan være tale om, at der er økonomisk afhængighed mellem kautionisten og den der kautioneres overfor.
Hertil kommer, at ejernes engagementer i vidt omfang er relaterede til ejendomme, og der som følge af ejernes indflydelse i form af ejerskabet må formodes at være risiko for at vigtige beslutninger vil være sammenfaldende.