Afgørelse
Det Finansielle Virksomhedsråd holdt møde den 15. december 2008. På mødet blev en genoprettelsesplan fra Berlingske Pensionskasse (Afviklingskasse) taget til efterretning.
Baggrund
På baggrund af en trafiklysindberetning pr. den 30. september 2008 konstaterede Finanstilsynet, at pensionskassen ikke kunne leve op til lovgivningens kapitalkrav.
I medfør af lov om tilsyn med firmapensionskasser § 60 påbød Finanstilsynet den 15. oktober 2008 pensionskassen at udarbejde en plan for genoprettelse af den økonomiske stilling.
Pensionskassen fremsendte den 5. december 2008 den endelige genoprettelsesplan med bilag.
Genoprettelsesplanen indebærer en omlægning af aktiverne og en nedsættelse af bonustillægget til 355 pct., hvilket vil reducere pensionerne med 17 pct. Der vil herefter være en solvensdækning på ca. 200 pct.
Genoprettelsesplanen skal vedtages på to generalforsamlinger. I medfør af lov om tilsyn med firmapensionskasser § 35, stk. 2, skal kassen endvidere skriftligt forelægge medlemmerne en sådan vedtagelse, som ikke vil have virkning for de medlemmer, der inden for en svarfrist på 1 måned har angivet, at de ikke vil tiltræde ændringerne.