Finanstilsynet udsendte den 11. oktober 1999 et brev til samtlige livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser i anledning af fastsættelse af maksimal opgørelsesrente. I dette brev blev bl.a. anført følgende:
"For forsikringer, der indeholder flere rentegarantier, og hvor der er en årlig rentegaranti, behandles hver garanteret del for sig. Hvis en forsikring imidlertid alene indeholder en ydelsesgaranti og ikke en garanti om årlig forrentning af de enkelte forsikringsdele med forskellige renteforudsætninger, vil en gennemsnitlig rente kunne lægges til grund i forhold til spørgsmålet om behovet for forøgelse af hensættelserne."
Finanstilsynet har siden overvejet, hvorvidt det anførte bør være gældende i alle situationer, og arbejdet med regnskaber til markedsværdi har vist, at anvendelsen af en gennemsnitlig rente ikke kan tillades i de tilfælde, hvor det vil betyde en anvendelse af bonuspotentialerne for fremtidige præmier.
Spørgsmålet har herefter været forelagt Det Finansielle Virksomhedsråd. På denne baggrund skal Finanstilsynet udtale følgende:
I tilfælde af behov for styrkelse af livsforsikringshensættelserne kan det tillades, at hensættelserne for hver enkelt forsikringsaftale beregnes med udgangspunkt i den enkelte forsikringsaftales gennemsnitlige grundlagsrente, hvis følgende forudsætninger er opfyldte:
- De midler, der indgår på en lavere grundlagsrente end den oprindeligt for forsikringen gældende, er midler, der kan betragtes som en integreret del af den oprindelige forsikringsaftale, herunder bonustilskrivning og obligatoriske indbetalinger.
- Der er ikke eksplicit i aftalen, bonusregulativet eller i andet materiale stillet forsikringstageren i udsigt, at bonus anvendes til køb af tillægsforsikringer med samme aftalevilkår som den oprindelige forsikring.I øvrige situationer, herunder for nye indbetalinger, der ikke er en integreret del af den oprindelige aftale, skal hensættelserne beregnes særskilt, medmindre andet er aftalt, selv om midlerne er indbetalt eller indbetales under samme policenummer.
Selskaberne skal på denne baggrund sørge for, at det for så vidt angår fremtidige nye indbetalinger registreres, hvorvidt der er tale om indbetalinger, der kan betragtes som en integreret del af den oprindelige forsikringsaftale.
Det skal yderligere understreges, at når der i overensstemmelse med ovenstående kan modregnes ved at anvende bonus på policedelen med lav grundlagsrente til at dække styrkelse af policedelen med høj grundlagsrente, er det alene bonuspotentialet på fripoliceydelser, der kan anvendes, og ikke bonuspotentialet på fremtidige præmier.