Lov om banker og sparekasser m.v. § 49 og bekendtgørelse nr. 10991 § 61 (Regnskabsbekendtgørelsen) - Om Finanstilsynets vurdering af ejendomme

05-10-1999

Erhvervsankenævnets afgørelse af 5. oktober 1999.

Sagsfremstilling:

Et pengeinstitut indbragte Finanstilsynets krav om en samlet nedskrivning på pengeinstituttets ejendomme.

Finanstilsynet havde endvidere meddelt pengeinstituttet, at to ejendomme kunne opskrives i forhold til den bogførte værdi.

Sparekassen indbragte afgørelsen for erhvervsankenævnet med følgende påstande:

Principalt:

At pengeinstituttets værdiansættelse af de nævnte ejendomme stadsfæstes som værende i overensstemmelse med beslutning truffet af pengeinstituttets direktion og bestyrelse, samt tiltrådt af pengeinstituttets interne revisionschef og 2 statsaut. Revisorer gennem blanke revisorpåtegninger.

Eller:

At der udvælges 2 statsaut. ejendomsmæglere og valuarer til at vurdere de pågældende ejendomme.

Afgørelse/begrundelse:

Ankenævnet udtalte:

"For så vidt angår klagerens påstand om, at Finanstilsynet skal anerkende den beslutning, der er truffet af pengeinstituttets ledelse om værdiansættelserne, bemærkes, at ankenævnet er enig i, at pengeinstituttets ledelse er ansvarlig for værdiansættelsen af pengeinstituttets ejendomme. Men det medfører ikke i sig selv, at pengeinstituttet er fritaget for det tilsyn, der følger af tilsynets forpligtelse efter bank- og sparekasselovens § 49 vedrørende et pengeinstituts kapitalforhold, herunder eventuel nedskrivning af værdiansættelsen af faste ejendomme.

Det fremgår af den påklagede afgørelse af 6. april 1998, at Finanstilsynet har meddelt klager, at der skal ske nedskrivning af de omhandlede 8 ejendomme i overensstemmelse med tilsynets vurderinger, jf. regnskabsbekendtgørelsens § 61.

Finanstilsynet meddelte samtidig, at der kan ske opskrivning af 2 af de andre ejendomme, som var udvalgt til vurdering af værdioptagelsen i regnskabet efter bank- og sparekasselovens § 49, stk. 2. Erhvervsankenævnet skal herom bemærke, at det efter det pågældende regelsæt, alene tilkommer Finanstilsynet at påse, at der sker nedskrivning af værdiansættelserne af faste ejendomme, medens tilsynet ikke har tilsvarende hjemmel i regnskabsbekendtgørelsen til at vurdere bestyrelses- og direktionsbeslutning om eller mulighed for eventuel opskrivning af ejendomsværdiansættelsen. Uanset den anvendte ordlyd, burde tilsynet derfor ikke have ladet dette spørgsmål indgå som et led i afgørelsen, som sket."

Ankenævnet udtalte videre:

"Efter Erhvervsankenævnets anmodning af 5. marts 1999 har Finanstilsynet for hver enkelt ejendom redegjort for det konkrete vurderingsgrundlag, der har ført til tilsynets krav om nedskrivning af værdiansættelserne. Klager har ikke haft bemærkninger hertil. Det fremgår af de nævnte materiale, at Finanstilsynets vurdering, uanset at tilsynets stedse har lagt en for pengeinstituttet gunstig bedømmelse til grund, herunder vedrørende markedsleje og forrentningsfaktor, fører til et resultat, at i hvert enkelt tilfælde er markant lavere end ledelsens vurdering. Ankenævnet finder herefter ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte tilsynets afgørelse, hvorefter hver af de pågældende 8 ejendomme efter en forsigtig vurdering skal nedskrives til markedsværdi, som bestemt af tilsynet."

Senest opdateret 05-10-1999