Lov om banker og sparekasser m.v. § 21 a

14-05-1997

Finanstilsynets skrivelse af 14. maj 1997 vedrørende udbetaling af udbytte.

Pengeinstitutter m.v. - PA - BSL - § 21 a

1. Finanstilsynets skrivelse af 14. maj 1997 vedrørende udbetaling af udbytte.

Et revisionsfirma spurgte tilsynet, om den omstændighed, at en bestyrelse foreslår udbytte, der er større end årets resultat, medfører, at den del af udbyttet, der overstiger overskuddet, skal medregnes som underskud ved opgørelsen af den ansvarlige kapital ved opgørelsen pr. 31. december.

Tilsynet meddelte, at hverken overskuddet eller udbyttebetalingen skal indgå ved beregning af den ansvarlige kapital pr. 31. december. Derimod skal begge dele indgå i opgørelsen pr. 31. marts.

2. Finanstilsynets skrivelse af 6. november 1997 vedrørende fradrag ved beregning af solvens grundet besiddelse af investeringsforeningsbeviser.

Tilsynet er blevet anmodet om en fortolkning af bank- og sparekasselovens § 21 a, stk. 6 og 7, i relation til pengeinstitutters beholdning af investerings-foreningsbeviser.

Det blev i anmodningen påpeget, at investeringsbeviser i kunders puljeordninger ikke fandtes at skulle være omfattet af bestemmelserne i bank- og sparekasselovens § 21 a, stk. 6 og 7, idet det er kunderne, der har den fulde risiko, selv om pengeinstituttet står som ejer af papirerne.

I anmodningen forelagdes 3 løsningsforslag:

A: Investeringsforeninger skal kun delvist betragtes som finansieringsinstitutter.

Sondringen skal ske således, at kun beviser i investeringsforeningsafdelinger, der placerer midler i andre kredit- og finansieringsinstitutter skal være omfattet af bestemmelsen (opgørelsen skal ske løbende på baggrund af daglige indberetninger fra Investeringsforeningerne til Finanstilsynet).

B: Sondringen mellem den del af investeringsforeningen der skal betragtes som finansieringsinstitut og den del der ikke skal, skal ske således, at tilsynet fastlægger hvilke typer af beviser der skal være omfattet af bestemmelserne. Dette kunne ske ved, at beviser i afdelinger, der placerer midler udover en vis procentdel, "stemples" som omfattet af bestemmelsen (opgørelsen skal ske ved, at Investeringsforeningen meddeler når den fastsatte grænse passeres).

C: Puljeordninger friholdes ved opgørelsen efter bestemmelserne.

Af bank- og sparekasselovens § 21 a, stk. 6, fremgår, at et pengeinstitut der ejer kapitalandele i et andet kredit- eller finansieringsinstitut, der overstiger 10 % af sidstnævntes aktie-, garanti- eller andelskapital, skal fradrage sådanne kapitalandele ved beregning af pengeinstituttets ansvarlige kapital.

Bank- og sparekasselovens § 21 a, stk. 7, fastslår, at såfremt et pengeinstitut har andre kapitalandele samt efterstillede kapitalandele i kredit- eller finansieringsinstitutter end de i stk. 6 nævnte, der overstiger 10 % af pengeinstitut-tes ansvarlige kapital, skal pengeinstituttet fradrage den overskydende del i den ansvarlige kapital.

Bestemmelserne gennemfører (89/299/EØF) (egenkapitaldirektivet) artikel 2, stk. 1, nr. 12 og 13.

I henhold til 2. bankdirektiv (89/646/EØF) artikel 1, nr. 6, er et finansieringsinstitut defineret som "et foretagende, der ikke er et kreditinstitut, og hvis hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalinteresser eller i at udøve en eller flere af aktiviteterne i nr. 2 til 12 på listen i bilaget."

Investeringsforeninger er omfattet af definitionen af et finansieringsinstitut, idet hovedvirksomheden består i at foretage transaktioner for egen eller kunders regning vedrørende værdipapirer jf. bilagets pkt. 7, litra e.

Tilsynet meddelte vedr. de 3 løsningsforslag:

A: Da bestemmelserne i bank- og sparekasselovens § 21 a, stk. 6 og 7, er direktivbestemte og da definitionen af finansieringsinstitutter ligeledes er det, er det ikke muligt uden en ændring af direktivet, at foretage en sondring som den skitserede. Investeringsforeninger er finansieringsinstitutter og således omfattet af bestemmelserne.

Der foregår i øjeblikket overvejelser i EU vedrørende solvensvægtning på baggrund af de underliggende aktiver i investeringsforeninger. Disse forhandlinger er dog ikke på nuværende tidspunkt udstrukket til også at omfatte fradrag i egenkapitalen.

B: Det samme gør sig gældende som under forslag A. Forslaget kan derfor ikke gennemføres uden en ændring af direktivet.

C: En sådan friholdelse kræver, at pengeinstitutterne ikke ejer aktiverne. Det vil ikke være hensigtsmæssigt i nogle situationer at anse pengeinstitutterne for ejere af aktiverne og ikke i andre.

Finanstilsynet skal samtidig oplyse, at tilsynet ikke har hjemmel til at dispensere fra reglerne om opgørelse af den ansvarlige kapital i bank- og sparekasselovens § 21 a.

Det skal tilføjes, at det af almindelige bemærkninger til lov om ændring af bank- og sparekasseloven (lov nr. 829 af 18. december 1991) der indførte §§ 42 a og 42 b fremgår, at der ikke kan forventes dispensation fra bank- og sparekasselovens bestemmelser under henvisning til, at der er tale om pulje-aktiver.

Ændring af puljernes status kan derfor alene ske ved lovændring.

3. Finanstilsynets skrivelse af 11. november 1997 vedrørende pensionspuljers beholdning af investeringsforeningsbeviser.

Tilsynet er af et pengeinstitut blevet anmodet om tilladelse til ikke at medregne instituttets pensionspuljes beholdning af investeringsbeviser i afdelinger, der udelukkende investerer i indeksobligationer, ved beregning af fradrag i den ansvarlige kapital i henhold til bank- og sparekasselovens § 21 a, stk. 7.

Tilsynet meddelte, at bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 21 a, stk. 7 gennemfører 89/299/EØF (egenkapitaldirektivet) artikel 2, stk. 1, nr. 13. I henhold til 2. bankdirektiv (89/646/EØF) artikel 1, nr. 6, er et finansieringsinstitut defineret som "et foretagende, der ikke er et kreditinstitut, og hvis hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalinteresser eller i at udøve en eller flere af aktiviteterne i nr. 2 til 12 på listen i bilaget."

Investeringsforeninger er omfattet af definitionen af et finansieringsinstitut, idet hovedvirksomheden består i at foretage transaktioner for egen eller kunders regning vedrørende værdipapirer jf. bilagets pkt. 7, litra e.

Finanstilsynet meddelte endvidere, at der ikke i den gældende lovgivning er hjemmel til at dispensere fra bank- og sparekasselovens § 21 a, stk. 7. En fritagelse for at medregne visse investerings- foreningsbeviser ved beregning af fradrag i den ansvarlige kapital vil kræve en direktivændring.

Årsagen til, at puljepensionsmidler medregnes er, at puljernes aktiver ejes af pengeinstituttet.

En ændring af puljernes status kan derfor alene ske ved en lovændring.

Finanstilsynet kunne således ikke imødekomme bankens anmodning om fritagelse for medregning af pensionspuljers investeringsforeningsbeviser.

 

 

Senest opdateret 14-05-1997