Mangler i oplysninger om aktivt ejerskab

11-04-2025

Pensionsselskaber og kapitalforvaltere skal være bedre til at oplyse om deres tilgang til aktivt ejerskab. Det er konklusionen på en undersøgelse, som Finanstilsynet har gennemført af oplysninger om aktivt ejerskab hos i alt seks virksomheder.

Pensionsselskaber og kapitalforvaltere forsøger gennem såkaldt aktivt ejerskab at få indflydelse på styringen og udviklingen i de selskaber, som de investerer i, for at påvirke f.eks. strategi, værdiskabelse eller indvirkning på bæredygtighedsforhold. Der kan dog være stor forskel på, hvordan virksomhederne i praksis udøver aktivt ejerskab. Det er derfor vigtigt, at de oplyser nuanceret om deres tilgang, så investorerne og kunderne forstår, hvordan virksomhederne bruger aktivt ejerskab.

Undersøgelsen, som blev gennemført i tre pensionsselskaber og tre kapitalforvaltere, viser, at alle seks virksomheder offentliggør en politik for aktivt ejerskab. De fleste af dem oplyser også om, hvordan de har stemt på de enkelte generalforsamlinger. Oplysningerne er dog i flere tilfælde mangelfulde.

”Alle virksomhederne i undersøgelsen har offentliggjort en politik for aktivt ejerskab. Politikkerne kommer dog ikke altid omkring de elementer, som lovgivningen kræver, og som er nødvendige for, at offentligheden kan forstå, hvordan virksomhederne arbejder med aktivt ejerskab” forklarer Henrik Brarup Damgaard, kontorchef i Finanstilsynet med ansvar for ESG-tilsyn.

Finanstilsynet vurderer, at virksomhederne særligt bør have fokus på at oplyse mere konkret om, hvordan de overvåger udviklingen i de selskaber, som de investerer i, og på at redegøre for de væsentligste afstemninger på generalforsamlingerne. Derudover skal pensionsselskaberne være bedre til at oplyse om, hvordan aktivt ejerskab indgår i de konkrete aftaler, som de har med deres kapitalforvaltere.

Finanstilsynet har på baggrund af undersøgelsen offentliggjort en god praksis-rapport, som beskriver de væsentligste observationer og Finanstilsynets forventninger til virksomhedernes oplysninger om aktivt ejerskab. Bilag 1 indeholder en oversigt med eksempler på såvel god som utilstrækkelig praksis identificeret i forbindelse med undersøgelsen.

Læs god praksis-rapporten

Bilag 1: Oversigt over eksempler på god og utilstrækkelig praksis

De enkelte redegørelser kan findes her:

Redegørelse om undersøgelse af Fondsmæglerselskabet Maj Invest A/S

Redegørelse om undersøgelse af Sampension Livsforsikring A/S

 

Pressekontakt

Me Christensen
Kommunikationschef