EIOPA stresstest 2024

18-12-2024

Den europæiske forsikringstilsynsmyndighed, EIOPA, har 17. december 2024 offentliggjort resultaterne af den europæiske stresstest for forsikringsselskaber. Stresstesten, som udføres i samarbejde med Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), omfatter 48 forsikringskoncerner i 20 lande, som repræsenterer ca. 75 pct. af de samlede aktiver for europæiske forsikringskoncerner omfattet af Solvens II. De danske deltagere er, som det også var tilfældet i 2021, Danica Pension og PFA Pension.

Formålet med stresstesten er at vurdere den europæiske forsikringssektors modstandsdygtighed overfor et meget ugunstigt, men muligt scenarie. Stresstesten er bygget op om et ugunstigt scenario baseret på en intensivering af geopolitiske spændinger med en bred vifte af afsmittende effekter.

EIOPA stresstesten 2024 er centreret om et forsikringsspecifikt stress og et markedsstress, som tester robustheden af den europæiske forsikringssektors kapital- og likviditetspositioner. Det var i stresstesten muligt for deltagerne at opgøre to stresstestresultater: En obligatorisk opgørelse uden brug af såkaldte reaktive ledelseshandlinger samt en supplerende opgørelse, hvor det var tilladt at indregne effekten af reaktive ledelseshandlinger i stresstestresultatet. Markedsstresset bygger på en negativ udvikling ved en forstærkning/forlængelse af de geopolitiske spændinger. Markedsstresset er udarbejdet i samarbejde ESRB, mens det forsikringsspecifikke stress er udarbejdet af EIOPA.

Hovedkonklusionerne fra kapitalsiden

Stresstestsscenariet påførte forsikringsselskaberne betydelige tab, men selskaberne havde tilstrækkelig kapital til at absorbere stødene i stresstesten. Forsikringsselskabernes aggregerede solvensprocent var 221,8 pct. i udgangspunktet. Efter at have påført stødene og uden indregning af reaktive ledelseshandlinger faldt forsikringsselskabernes aggregerede solvensprocent med næsten 100 pct.point til 123,3 pct., hvilket resulterede i et kapitaltab på over 270 mia. euro. Når forsikringsselskaberne indregner effekten af reaktive ledelseshandlinger, er den aggregerede solvensprocent 139,9 pct., hvilket demonstrerer forsikringsselskabernes evne til at tilpasse sig og forbedre deres positioner i lyset af ugunstige økonomiske og finansielle forhold.

Der var otte individuelle forsikringsselskaber, som uden indregning af reaktive ledelseshandlinger ikke levede op til solvenskapitalkravet, men de havde alle tilstrækkelig kapital til at opfylde deres forpligtelser over for forsikringstagerne. De otte forsikringsselskaber forbedrede deres kapitalposition med reaktive ledelseshandlinger, og med indregning af reaktive ledelseshandlinger levede de alle op til solvenskapitalkravet i stresstesten. De hyppigst anvendte ledelseshandlinger omfattede salg af aktiver, tilbageholdelse af udbytte og forskellige former for kapitalrejsning.

Alle deltagende selskaber fastholdt forholdet mellem aktiver og passiver (AoL) på over 100 pct. i alle scenarier.

Likviditetsstyring

Stresstestens scenarie udløste væsentlige likviditetstræk for forsikringsselskaberne og understregede vigtigheden af de tilstrækkelige mængder af likvide aktiver som forsikringsselskaberne har på deres balancer.

De højere likviditetstræk i stresstestscenariet på grund af genkøb og inflation i erstatningsudgifter, kombineret med lavere likviditetstilførsel forårsaget af lavere præmieindbetalinger og lavere indbetalinger fra genforsikring, resulterede i en netto pengeudstrømning på 314 mia. euro, som forsikringsselskaberne ikke fuldt ud kunne dække med deres kontantbeholdning. For at genoprette likviditetspositionen var forsikringsselskaberne nødt til at sælge en del af deres likvide aktiver, hvilket førte til, at forsikringsselskaberne gik fra at være nettokøbere for 93,2 mia. euro til at blive nettosælgere for 305,6 mia. euro under scenariet uden indregning af reaktive ledelseshandlinger.

Insurance stress test 2024 - EIOPA