Pengemarkedsforeninger er en speciel type investeringsfonde, der investerer i meget likvide aktiver, såsom korte statsobligationer med høj rating. Dette gør dem blandt andet attraktive for investorer, der søger en høj grad af likviditet og diversificering i porteføljen kombineret med et relativt sikkert markedsbaseret afkast.
En række hændelser under den seneste finanskrise viste, at bestemte træk ved pengemarkedsforeninger gør dem sårbare, når der er uroligheder på finansmarkederne. Eksempelvis kan prisen på de aktiver, som en pengemarkedsforening har investeret i, begynde at falde under markedsstress, hvorfor pengemarkedsforeningen ikke altid kan overholde løftet om straks-indløsning over for sine investorer eller løftet om at bevare kapitalværdien af investorernes andele. Dette kan udløse betragtelige og pludselige indløsningskrav, der potentielt kan udløse bredere makroøkonomiske konsekvenser.
Der er fastsat en række fælles EU-regler, der vil bidrage til at mindske potentielle systemiske risici og styrke investorbeskyttelsen ved at gøre pengemarkedsforeningerne mere modstandsdygtige over for uroligheder på markedet. UCITS og AIF’er, der falder ind under anvendelsesområdet for pengemarkedsforordningen skal i henhold til artikel 4 søge om særskilt tilladelse som pengemarkedsforening.
Læs den fulde sektornyt.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger.