Denne spørgsmål & svar handler om opgørelse af kontantværdien af respekterede hæftelser efter § 28 i værdiansættelsesbekendtgørelsen.
Den ændrer ikke på reguleringens krav til virksomhederne, og den er ikke udtryk for andre myndigheders fortolkning.
Virksomhederne kan vælge andre løsninger, hvis de dokumenterbart opfylder lovens krav, medmindre der står ”skal” i teksten. ”Skal” henviser direkte til bestemmelserne i værdiansættelsesbekendtgørelsen.
Formål og baggrund
Realkreditinstitutter og SDO-udstedende pengeinstitutter skal opgøre respekterede hæftelser til kontantværdi. Det fremgår af § 28, 1. pkt., i bekendtgørelse om værdiansættelse af pant og lån i fast ejendom som sikkerhed for udstedelse af dækkede obligationer (værdiansættelsesbekendtgørelsen)[1].
Flere realkreditinstitutter har bedt Finanstilsynet vurdere, hvordan de bedst opfylder denne forpligtelse i praksis.
Vi har derfor samlet en række spørgsmål og svar på, hvordan Finanstilsynet fortolker reglerne for realkreditinstitutter og SDO-udstedende pengeinstitutter.
[1] Bekendtgørelse nr. 807 af 31/05/2022. Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29.