Inspektionen omfattede bankens SDO-registre (særligt dækkede obligationer), herunder indretning samt overholdelse af balanceprincippet. Inspektionen omfattede også en gennemgang af bankens overholdelse af overdæknings-, dæknings- og likviditetsbufferkravene, som registrene er underlagt. Disse regler er trådt i kraft siden den seneste inspektion af området i 2020.
På inspektionen gennemgik Finanstilsynet bankens styring og organisering i forbindelse med SDO-registre, herunder kontrolmiljøet i første og anden forsvarslinje. Inspektionen indeholdt desuden en gennemgang af politikker, forretningsgange og rapportering relateret til bankens SDO-registre.
Finanstilsynet gennemgik ligeledes den løbende LTV–overvågning og opgørelse af sikkerhederne bag de udestående obligationer via en stikprøve på 49 eksponeringer fordelt på 40 danske og ni svenske eksponeringer. Finanstilsynet kontrollerede i den forbindelse ikke værdiansættelsen af de enkelte ejendomme.
Sammenfatning og risikovurdering
Danske Bank har udstedt SDO´er siden 2007. Dette sker i tre registre. Banken har siden starten haft den samme praksis om at mindske omfanget af risici og ubalancer i de tre registre mest muligt.
De bestyrelsesfastsatte grænser for den tilladte risiko i registrene understøtter ikke denne praksis tilstrækkeligt. Der er derfor væsentlige områder, hvor der ikke er fastsat klare rammer for risikotagningen i registrene. Banken får derfor et påbud om at indføre dette[1].
En væsentlig faktor forbundet med obligationsudstedelse er, at obligationerne fastholder deres rating. Det er derfor vigtigt, at ratingbureauernes krav bliver overholdt. Danske Bank har ikke en uafhængig kontrol af, hvorvidt ratingbureauernes krav til overdækning er opfyldt. Banken får et påbud om at indføre dette[2]. Der sker kontrol af overholdelse af ratingkrav, men denne kontrol er ikke uafhængig. Finanstilsynet har ikke konstateret, at ratingkrav ikke har været overholdt.