Sammenfatning og risikovurdering
Bambora Denmark er filial af det svenske betalingsinstitut Bambora AB, som tilbyder betalingsløsninger. Filialen har været registreret som en filial af et betalingsinstitut hos Finanstilsynet siden 28. oktober 2021.
Filialen udbyder kortindløsning i forbindelse med Visa- og Mastercard-betalingskortordninger, herunder betalingsløsninger med kortterminaler til fysiske butikker og betalingsløsninger til e-handel og webshop. Kundesegmentet omfatter små og mellemstore virksomheder. Virksomhedens indløsningsydelser distribueres gennem egen markedsføring og partnerskaber, herunder banker og leverandører af elektroniske kasseapparater.
På baggrund af inspektionen har et antal områder givet anledning til tilsynsmæssige reaktioner.
Filialen har ikke i tilstrækkeligt omfang vurderet og, hvor relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed, herunder midlernes oprindelse. Der er herved risiko for, at filialen ikke har det fornødne grundlag for at vurdere, om forretningsforbindelserne har et legitimt formål med transaktionerne, hvilket er væsentligt, da virksomheden ellers risikerer at blive brugt til hvidvask og terrorfinansiering.
Filialen har derfor fået påbud om at vurdere og, hvor relevant, indhente oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed, herunder undersøge midlernes oprindelse. Filialen skal i den forbindelse fastsætte mere præcise intervaller for forventede transaktioner, som sikrer et tilstrækkeligt kendskab til kundens forventede transaktioner. Endelig skal filialen foretage skærpede kundekendskabsprocedurer for alle højrisikokunder, herunder indhente dokumentation for midlernes oprindelse[1].
Filialens risikovurdering af kunder inddrager ikke i tilstrækkelig grad relevante branche- og risikofaktorer. Der er således en risiko for, at filialen ikke opnår et tilstrækkeligt kendskab til sine kunder og ikke får risikovurderet kunderne korrekt. Dette er væsentligt for, at filialen kan gennemføre tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer.
Filialen har derfor fået påbud om at sikre, at filialen inddrager samtlige relevante risikofaktorer i sin risikovurdering af kunder, herunder risikofaktorer forbundet med kundernes branche[2].
Filialen har en række kundeforhold, hvor oplysningerne ikke er blevet opdateret. Der er herved risiko for, at filialen ikke har de korrekte oplysninger om kunderne, hvilket er væsentligt i forhold til filialens grundlag for at overvåge kundernes transaktioner og adfærd tilstrækkeligt.
Filialen har derfor fået påbud om at gennemføre kundekendskabsprocedurer, når en kundes relevante omstændigheder ændrer sig, og i øvrigt på passende tidspunkter[3].
Filialen har ikke har etableret en tilstrækkelig effektiv overvågning af etablerede forretningsforbindelser. Dette øger risikoen for, at mistænkelige eller usædvanlige transaktioner ikke identificeres og håndteres rettidigt, hvilket er væsentligt for at forebygge og opdage hvidvask og finansiering af terrorisme.
Filialen har derfor fået påbud om, at filialen i sit overvågningssystem skal inddrage konkrete oplysninger om kunders forventede transaktioner, herunder med hensyn til antal og omfang. Herudover skal filialen sikre, at filialens overvågning omfatter samtlige identificerede risici, herunder kontanttransaktioner, højrisikobrancher og transaktioner med lande på Europa-Kommissionens liste over højrisikotredjelande, og ved sidstnævnte foretage skærpede kundekendskabsprocedurer for sådanne kunder. Filialen skal desuden sikre, at samtlige outsourcede opgaver er omfattet af en outsourcingaftale i overensstemmelse med hvidvaskloven[4].
Filialen har ikke i tilstrækkelig grad undersøgt baggrunden for og formålet med mistænkelige transaktioner og har ikke i tilstrækkeligt omfang noteret resultaterne af sine undersøgelser. Der er herved risiko for, at filialen ikke får identificeret og underrettet om transaktioner, der kan have tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Dette er væsentligt, da en fyldestgørende undersøgelse af usædvanlige transaktioner og aktiviteter er en forudsætning for at foretage tilstrækkelig underretning til Hvidvasksekretariatet, hvilket har stor betydning for, at politiet eller andre myndigheder kan gribe ind overfor kriminalitet.
Filialen har derfor fået påbud om at undersøge alle usædvanlige aktiviteter og alle transaktioner, der er komplekse, usædvanligt store, foretages i et usædvanligt mønster, eller som ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål. Filialen skal desuden notere og opbevare resultaterne af sine undersøgelser. For undersøgelser, der siden 1. januar 2025 er lukket uden noteringer, skal filialen på ny undersøge disse og omgående underrette Hvidvasksekretariatet ved mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering[5].
Endelig har filialen i flere tilfælde ikke indberettet korrekte oplysninger til Finanstilsynet. Der er herved risiko for, at Finanstilsynet ikke på korrekt grundlag kan vurdere filialens risiko. Dette er væsentligt for det tilsyn, der bliver ført med filialen.
Derfor har filialen fået påbud om at berigtige oplysninger, som filialen har indberettet for 2023 og frem til 3. kvartal af 2025[6]. Ligeledes skal filialen sikre, at den fremover foretager korrekt indberetning af oplysninger[7].
[1] Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 4 og § 17, stk. 1.
[2] Hvidvasklovens § 11, stk. 3.
[3] Hvidvasklovens § 10, stk. 1, nr. 1.
[4] Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 5, og jf. § 17, stk. 3 og § 24, stk.1.
[5] Hvidvasklovens § 25, stk. 1 og § 25, stk. 3, jf. § 30 og § 26, stk. 1.
[6] Bekendtgørelse nr. 1062 af 17/09/2024 om indberetning af oplysninger til brug for Finanstilsynets risikovurdering af virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven.
[7] Hvidvasklovens § 49, stk. 2 og § 49, stk. 1.