Inspektionsredegørelse

Redegørelse om inspektion af Danske Bank A/S’ erhvervseksponeringer i Finland

29-06-2026

Finanstilsynet gennemførte i marts-april 2026 en inspektion af Danske Banks erhvervseksponeringer i Finland.

Inspektionen havde to formål. Det ene var at vurdere, om bankens nedskrivninger på finske erhvervsudlån pr. 30. september 2025 var i overensstemmelse med regnskabsbekendtgørelsen[1]. Det omfattede, om banken reagerede passende og rettidigt på svaghedstegn, om udlånene var placeret i det rigtige regnskabsmæssige stadie, og om nedskrivningerne på kunder med objektiv indikation for kreditforringelse (OIK) var tilstrækkelige. I alt 49 sager blev gennemgået.

Det andet formål var at vurdere bankens risikovillighed ved bevilling af erhvervsudlån i Finland, herunder udvidelse af eksisterende udlån. I alt 50 sager blev gennemgået.

Sammenfatning og risikovurdering

Ved gennemgangen af udlån til økonomisk svage kunder fandt Finanstilsynet en eller flere fejl i 16 af de 49 gennemgåede sager.

·         I fire tilfælde konstaterede Finanstilsynet fejl og mangler ved bankens gennemgang af regnskabsmateriale. I tre af disse sager manglede der regnskabsinformation i en sådan grad, at analyse og opfølgning ikke var mulig uden yderligere drøftelse og indhentning af supplerende materiale fra banken. Ved gennemgangen af de 50 sager, der var udvalgt for at se på risikovillighed i bevillinger, gjorde de samme problemstillinger sig gældende for fem af de økonomisk svagere kunder. 

·         I fire andre af de 49 udlån til økonomisk svage kunder konstaterede Finanstilsynet fejl og mangler i den regnskabsmæssige håndtering af svaghedstegn. I to sager havde banken ikke identificeret OIK pr. 30. september 2025, hvilket medførte en mernedskrivning på 25,5 mio. kr. Banken havde dog forud for inspektionen selv konstateret og foretaget den nødvendige nedskrivning. I to andre sager havde banken ikke fulgt tilstrækkeligt op på negativ information, hvilket resulterede i en for god rating og placering i det regnskabsmæssige stadie 1 i stedet for stadie 2. 

·         I 11 ud af 35 sager, hvor handlingsplaner var et krav ifølge bankens forretningsgange, konstaterede Finanstilsynet fejl og mangler i de nedskrevne handlingsplaner. Der var mangel på dokumenteret konkrete og fremadrettede tiltag eller manglende argumentation for den valgte strategi, og hvordan banken forholdt sig til og fulgte op på igangsatte tiltag.

På baggrund af inspektionen har banken fået påbud om at sikre, at der udarbejdes konkrete og fremadrettede handlingsplaner for eksponeringer med højere risiko end ønsket, og at der sker en tilstrækkelig tæt og kommenteret opfølgning[2].

Inspektionen gav ikke anledning til ændring af bankens solvensbehov.



[1] Bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.

[2] Bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., bilag 1, nr. 21.