Inspektionsredegørelse

Redegørelse om inspektion af kapital-, NEP- og gældsbuffergrundlaget i Nykredit Realkredit A/S

03-07-2026

Finanstilsynet gennemførte i perioden februar – juni 2026 en inspektion af kapital-, NEP- og gældsbuffergrundlaget i Nykredit Realkredit A/S og Nykredit Realkredit Group.

Formålet med inspektionen var at undersøge om instituttets og koncernens kapital-, NEP- og gældsbuffergrundlag var opgjort og indberettet i overensstemmelse med gældende regler, med udgangspunkt i forholdene pr. 31. december 2025.

Inspektionen omfattede en gennemgang af instituttets opgørelse af kapital-, NEP- og gældsbuffergrundlag og en repræsentativ stikprøve af aftalegrundlag for kapital-, NEP- og gældsbufferinstrumenter samt øvrige kapitalposter, herunder indregnede reserver og fradrag.

Sammenfatning og risikovurdering

Nykredit Realkredit A/S er fuldt ejet af holdingselskabet Nykredit A/S. Instituttet udsteder kapital- og gældsinstrumenter til eksterne investorer til dækning af kapital- og gældsbufferkrav samt til finansiering af NEP-krav i datterselskabet Nykredit Bank A/S. Det er vigtigt, at instrumenternes aftalegrundlag lever op til betingelserne i EU-reguleringen og lov om finansiel virksomhed for kapital- og gældsbufferinstrumenter for at sikre, at midlerne udstedt til dækning af krav er til stede, og at opgørelsen ikke indebærer en overestimering af tabsabsorptionsevnen. Tilsvarende skal øvrige kapitalposter leve op til reguleringen ud fra samme hensyn.

Nykredit Realkredit kan i opgørelsen af koncernens kapitalgrundlag indregne en andel af minoritetsinteresser og kvalificerende kapital i datterselskaber. Ved beregningen heraf havde Nykredit Realkredit taget udgangspunkt i forkerte data. Det medførte, at kapitalgrundlaget i koncernen var opgjort 286 mio. kr. for højt svarende til knap 0,1 pct. af koncernens samlede risikoeksponeringer. Fejlen var ikke enkeltstående og indikerede dermed en utilstrækkelig kvalitetssikring og risikostyring i instituttets beregning af koncernens kapitalgrundlag.

Instituttet har derfor fået påbud om, at beregningen skal leve op til EU-reglerne[1] på området og i øvrigt baseres på korrekte data. Nykredit Realkredit har efterfølgende genberegnet andelen korrekt.



[1]Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (CRR), artikel 81-88