Inspektionsredegørelse

Redegørelse om funktionsinspektion i Navigare Capital Partners A/S

13-08-2026

Finanstilsynet gennemførte i april 2026 en funktionsinspektion i Navigare Capital Partners med fokus på selskabets procedurer for udarbejdelse og kontrol af dokumenter med central investor information (PRIIP KID).

Funktionsinspektionen var en del af en temainspektion i to investeringsforvaltningsselskaber og to forvaltere af alternative investeringsfonde. Formålet var at undersøge selskabernes efterlevelse af kravene i PRIIP-forordningen.

Formålet med kravene er at sikre, at detail- og semiprofessionelle investorer får klare, forståelige og sammenlignelige oplysninger om investeringsprodukter gennem et standardiseret dokument. Dette skal gøre det lettere for investorer at forstå og sammenligne produkternes risici, omkostninger og potentielle afkast, så de kan træffe investeringsbeslutninger på et velinformeret grundlag.

Sammenfatning og risikovurdering

Ved inspektionen konstaterede Finanstilsynet, at selskabet ikke overholder specifikke krav til indholdet i dets PRIIP KID.

Selskabet oplyser et afkastmål i dokumentet, som er væsentligt højere end det forventede afkast, som beregnet efter kravene til PRIIP KID. Når der i afsnittet om produktets mål angives et afkastmål, som er højere end resultatscenariet opgjort, efter metoden i PRIIP-forordningen, er det svært for investorer at forstå det forventede afkast og at sammenligne produkter på tværs af markedet.

Omkostningernes indflydelse på afkast er desuden ikke beregnet i overensstemmelse med kravene hertil, da der ikke anvendes den interne rentes metode (IRR).

Navigare Capital Partners A/S har derfor fået påbud om at sikre korrekt indhold i PRIIP KID, så informationerne i dokumentet er nøjagtige, redelige, klare og ikke vildledende. [1]

 

[1] [jf. artikel 6, stk. 1, i PRIIP-forordningen]