Inspektionsredegørelse

Redegørelse om funktionsinspektion i Nykredit Portefølje Administration A/S

13-08-2026

Finanstilsynet gennemførte i april 2026 en funktionsinspektion i Nykredit Portefølje Administration med fokus på selskabets procedurer for udarbejdelse og kontrol af dokumenter med central investor information (PRIIP KID).

Funktionsinspektionen var en del af en temainspektion i to investeringsforvaltningsselskaber og to forvaltere af alternative investeringsfonde. Formålet var at undersøge selskabernes efterlevelse af kravene i PRIIP-forordningen.

Formålet med kravene er at sikre, at detail- og semiprofessionelle investorer får klare, forståelige og sammenlignelige oplysninger om investeringsprodukter gennem et standardiseret dokument. Dette skal gøre det lettere for investorer at forstå og sammenligne produkternes risici, omkostninger og potentielle afkast, så de kan træffe investeringsbeslutninger på et velinformeret grundlag.

Sammenfatning og risikovurdering

Ved inspektionen konstaterede Finanstilsynet, at Nykredit Portefølje Administration på flere væsentlige områder ikke har dokumenterede procedurer til at sikre, at selskabet overholder kravene til udarbejdelse, kontrol og offentliggørelse af PRIIP KID.

Ansvarsfordelingen mellem afdelingerne er ikke klart dokumenteret, og der mangler styringsdokumenter for væsentlige processer og kontroller vedrørende udarbejdelsen og offentliggørelse af PRIIP KID’er. Det medfører en risiko for fejl i dokumenter, som er væsentlige for investorerne, ligesom det har resulteret i offentliggørelse af flere PRIIP KID’er, som ikke burde være offentliggjort.

Finanstilsynet har derfor påbudt Nykredit Portefølje Administration at styrke dokumentationen og kontrollerne for udarbejdelse og offentliggørelse af PRIIP KID. [1]

[1] [jf. artikel 57, stk. 1, litra a og c, i FAIF Level II-forordningen samt § 27, stk. 2, nr. 1, 3 og 5, i FAIF-loven og § 71, stk. 1, nr. 1, 3 og 7, i FIL]