Selskabet er et aktieselskab, som er 100 pct. ejet af Foreningen af forsikringstagere i forsikringsselskabet Vendsyssel f.m.b.a. og har hovedsæde i Hjørring.
Inspektionen havde fokus på selskabets ledelsessystem, herunder nøglefunktionerne, risiko- og kontrolsystemet, forsikringsområdet, investeringsområdet og hensættelserne, samt på solvens- og kapitalforhold.
Sammenfatning og risikovurdering
Selskabet tegner skadesforsikringer gennem eget assurandørkorps til private og mindre erhvervskunder, herunder landbrugskunder, i selskabets geografiske markedsområde, som primært er Vendsyssel og det nordlige Himmerland.
Bestyrelsens arbejde
Bestyrelsen skal dokumentere diskussioner og beslutninger gennem fyldestgørende referater fra bestyrelsesmøderne. Finanstilsynet vurderede, at referater af bestyrelsens årlige gennemgang af nøglepersonernes funktionsrapporter og af selskabets outsourcingaktiviteter kun i begrænset omfang indeholder gengivelse af bestyrelses diskussioner relateret til disse emner. Selskabet har derfor modtaget et påbud om at sikre, at bestyrelsens diskussioner og beslutninger gengives fyldestgørende i bestyrelsesreferaterne[1].
Bestyrelsen udøver sin strategiske ledelse af selskabet gennem politikker og retningslinjer. Derfor er fyldestgørende og præcise styringsdokumenter afgørende for, at selskabet kan drives effektivt. Selskabet er blevet påbudt at sikre, at politik for operationel risiko forholder sig til bl.a. operationelle risici knyttet til selskabets forretningsmodel og aktiviteter, omfanget af manuelle rutiner, afhængighed af eksterne forhold, fysisk sikkerhed samt hændelser, der forventes med lav sandsynlighed, men med store tab[2].
Interessekonflikter og funktionsadskillelse
Selskabets nøglefunktioner udgør en vigtig del af ledelsessystemet. De skal udføre deres opgaver objektivt og uafhængigt, og de har en betydelig rolle i at sikre, at selskabet drives indenfor rammerne af lovgivningen og de politikker og retningslinjer, som bestyrelsen har fastlagt. I tre nøglefunktioner fandt Finanstilsynet interessekonflikter, som ikke fremgik af selskabets dokumentation for identifikation og håndtering af interessekonflikter. Interessekonflikterne var således ikke håndteret. Risikoen ved mangelfuld dokumentation af identificering og håndtering af interessekonflikter er, at en interessekonflikt ikke i praksis mitigeres tilstrækkeligt effektivt, herunder at der kan være tvivl om, hvilke interesser en medarbejder varetager i udførelsen af en konkret opgave. Selskabet har derfor fået påbud om at sikre, at der foreligger skriftlig dokumentation for identifikation og håndtering af interessekonflikter.[3]
Aktuarfunktionen
Der er en række krav til aktuarfunktionens rapport, som skal sikre, at aktuarfunktionen kan vurdere tilstrækkeligheden af selskabets hensættelser. Aktuarrapporten manglede af forholde sig til alle forsikringsmæssige hensættelser[4], at vurdere usikkerhed og væsentlige forskelle i beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser fra år til år[5] samt at udtale sig om tegningspolitikken i tilstrækkeligt omfang[6]. Selskabet er blevet påbudt at rette op på disse mangler i aktuarrapporten fremadrettet.
Hensættelser
Selskabet har fået påbud vedrørende præmiehensættelserne, da det beregner præmiehensættelserne for motorkasko- og motoransvarsforpligtelser i en samlet branche. De to typer forpligtelser tilhører hver sin branche ved opgørelse af præmiehensættelser i solvensbalancen[7]. Risikoen ved at opgøre hensættelserne samlet er, at de ikke bliver opgjort korrekt.
Solvenskapitalkravet (SCR)
SCR skal sikre, at et forsikringsselskab indenfor det næste år med stor sandsynlighed kan betale alle sine forpligtelser. SCR skal afspejle selskabets risici, og det er derfor vigtigt, at SCR opgøres korrekt. Selskabet benyttede en varighedsbaseret approksimationsmetode til beregning af kapitalkravet for renterisiko, som ikke er tilladt. Selskabet har fået påbud om at beregne kapitalkravet for renterisiko ved hjælp af fuld reprisning af både aktiver og passiver[8].
I selskabets opgørelse af modpartsrisici har det antaget, at under 60 pct. af genforsikringsselskabets aktiver er omfattet af aftaler om sikkerhedsstillelse i tilfælde, hvor det ikke har været muligt for selskabet at føre kontrol med andelen. Selskabet har modtaget et påbud om at anvende en konservativ antagelse om, at 60 pct. af genforsikringsselskabets aktiver er omfattet af aftaler om sikkerhedsstillelse i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at udføre kontrol[9].
Ved beregningen af modpartsrisiko har selskabet ikke medtaget tilgodehavender hos forsikringstagerne. Derfor har selskabet også fået påbud om at medregne disse[10].
Værdiansættelse af selskabets domicil
Finanstilsynet vurderede, at selskabets domicil er værdiansat for højt og har påbudt selskabet at nedskrive værdien til 10 mio. kr.[11].
[1] Jf. bilag 5, nr. 10, i bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskabet (ledelsesbekendtgørelsen).
[2] Jf. bilag 3, nr. 5, litra a, c, d og f samt bilag 3, nr. 6, i ledelsesbekendtgørelsen.
[3] Jf. § 132, stk. 1, nr. 6, i lov om forsikringsvirksomhed og artikel 258, stk. 5, i solvens II-forordningen.
[4] Jf. bilag 8, nr. 1, litra e i ledelsesbekendtgørelsen.
[5] Jf. artikel 272 stk. 1, litra b og g i solvens II-forordningen.
[6] Jf. artikel 272 stk. 6 i solvens II-forordningen.
[7] Jf. § 8 i bekendtgørelse om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. (værdiansættelsesbekendtgørelsen).
[8] Jf. artikel 166, stk. 1 og 167, stk. 1 i solvens II-forordningen.
[9] Jf. artikel 112a i solvens II-forordningen.
[10] Jf. artikel189, stk. 3, litra b og 202, stk. 1, litra b i solvens II-forordningen.
[11] Jf. § 58, stk. 1 og 2, i regnskabsbekendtgørelsen.