Redegørelse vedr. Jyske Realkredit

22-09-2025

Finanstilsynet og Jyske Realkredit har haft en dialog vedrørende Jyske Realkredits overvågning af LTV-værdier for erhvervsejendomme i perioden omkring rentestigningerne i 2022.

Sammenfatning og risikovurdering

Dialogen har blotlagt, at Jyske Realkredit ikke har foretaget en hyppigere overvågning af ejendomsværdier i perioden omkring rentestigningerne i 2022.

Dette er i strid med kravet om, at der skal foretages en hyppigere overvågning af ejendomsværdier, når der forekommer betydelige ændringer i markedsbetingelserne[1].

Kravet om en hyppigere overvågning gælder også, selvom de ændrede markedsbetingelser på tidspunktet ikke har resulteret i betydeligt prisfald på markedet, for eksempel grundet et lavt antal handler.

En manglende overholdelse af dette krav er forbundet med en risiko for, at ejendomsværdier ikke er værdisat korrekt, så LTV-værdier undervurderes.  

Jyske Realkredit får et påbud om fremadrettet at sikre overholdelse af kravet om en hyppigere overvågning ved betydelige ændringer i markedsbetingelserne.  

 

[1] Jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012, artikel 208, stk. 3, litra a).