Saxo Bank skal som værdipapirhandler indberette de transaktioner med finansielle instrumenter til Finanstilsynet, som banken foretager på vegne af sine kunder eller for egen regning, i medfør af artikel 26 i MiFIR. Dette skal ske så hurtigt som muligt og senest ved afslutningen af den følgende arbejdsdag.
Transaktionsindberetningerne indeholder bl.a. information om tidspunktet for transaktionen, hvilket instrument der er handlet, hvem der er køber og sælger af instrumentet, til hvilken pris instrumentet er handlet og den handlede mængde.
Hvis en værdipapirhandler bliver opmærksom på fejl eller udeladelser i en transaktionsindberetning, skal værdipapirhandleren omgående underrette Finanstilsynet.
Finanstilsynet bruger transaktionsindberetninger til at undersøge, om forbuddet mod insiderhandel eller markedsmanipulation er overtrådt, og til at overvåge udviklingen på markedet for at sikre velfungerende kapitalmarkeder.Finanstilsynet skal videresende transaktionsindberetninger af handler, der er foretaget på markedspladser i andre EU-lande, til de pågældende landes tilsynsmyndigheder til brug for deres markedsovervågning. Fejl i transaktionsindberetninger har derfor betydning for både Finanstilsynets og andre EU-tilsynsmyndigheders mulighed for at overvåge markedet mv.
Saxo Bank skal have rimelige foranstaltninger til at kontrollere, at bankens transaktionsindberetninger er fuldstændige, nøjagtige og rettidigt indgivet i medfør af artikel 26, stk. 7, 4. afsnit, i MiFIR.
Retten i Lyngbys dom
Retten dømte den 29. oktober 2025 Saxo Bank for i perioden fra den 3. januar 2018 til den 30. juni 2021 at have foretaget ufuldstændige eller unøjagtige indberetninger til Finanstilsynet i mindst 84 millioner tilfælde og for i 10 millioner tilfælde slet ikke at have foretaget indberetninger, selvom banken havde pligt til det.
Saxo Bank blev samtidig dømt for at undlade at træffe rimelige foranstaltninger til at kontrollere, at bankens transaktionsindberetninger til Finanstilsynet var fuldstændige, nøjagtige og rettidigt indgivet, idet banken i en periode slet ikke havde kontrolleret indberetningernes materielle indhold.
Saxo Bank blev idømt en bøde på 2 mio. kr. Ved bødefastsættelsen fandt retten, at det talte i skærpende retning, at der var tale om et meget stort antal fejlindberetninger og manglende indberetninger, og at fejlene var begået over flere år. Det talte omvendt i formildende retning, at Saxo Bank selv opdagede fejlene og underrettede Finanstilsynet, at fejlene skete i forbindelse med indførelse af et nyt indberetningsregime, og at der ikke var påvist konkrete skadelige konsekvenser af fejlene.
Retten fandt ikke, at bøden på 2 mio. kr. skulle bortfalde eller nedsættes pga. lang sagsbehandlingstid. Retten bemærkede i den forbindelse, at sagen var kompliceret.
Dommen er ikke anket til Østre Landsret. Det betyder, at dommen er endelig.