Redegørelse om inspektion i LB Forsikring A/S

18-08-2025

Finanstilsynet var i april 2023 på ordinær inspektion i LB Forsikring A/S. På inspektionen blev de væsentligste områder gennemgået ud fra en risikobaseret tilgang. Inspektionen tog udgangspunkt i selskabets indsendte materiale og rapporteringer til Finanstilsynet og havde fokus på ledelsessystemet, kontrolsystemet, outsourcing, investeringsområdet, forsikringsområdet, herunder de forsikringsmæssige hensættelser, samt solvens- og kapitalforhold.

Sammenfatning og risikovurdering

Selskabet er et gruppe 1-forsikringsselskab, som primært tegner forsikringer til private. Selskabet omfatter Lærerstandens Brandforsikring (lærere, pædagoger og andre i undervisningssektoren), Bauta Forsikring (sygeplejersker, læger og andre i sundhedssektoren) og Runa Forsikring (udvalgte organisationer og faglige foreninger).

Nøglefunktioner

Selskabet har modtaget påbud om at udarbejde en plan for intern audit-funktionen, der dækker flere år. Den eksisterende plan dækkede kun ét år, hvor lovgivningen tilsiger, at planen skal være flerårig[1]. Med en flerårig plan sikrer man i højere grad, at intern audit-funktionen når at gennemgå alle relevante risici over en periode.

Outsourcing

Finanstilsynet vurderede, at selskabets outsourcingaftale med Falck Global Assistance A/S er outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner, idet outsourcingaftalen blandt andet omfatter skadeadministration i relation til assistancetilfælde. Selskabet har derfor modtaget påbud om at behandle outsourcingaftalen med Falck Global Assistance vedrørende international rejseassistance som outsourcing af en kritisk eller vigtig operationel funktion[2].

Lovgivningen stiller større krav til outsourcing af en kritisk eller vigtig operationel funktion end til andre typer outsourcing. Eksempelvis skal der forud for indgåelse af en aftale om outsourcing af en kritisk eller vigtig funktion gennemføres en detaljeret undersøgelse for at sikre, at den potentielle leverandør blandt andet har evne og kapacitet til at levere de nødvendige funktioner eller aktiviteter tilfredsstillende, under hensyntagen til selskabets mål og behov. Hvis selskabet ikke overholder kravene, er der risiko for, at den kritiske eller vigtige operationelle funktion ikke bliver håndteret betryggende.

Justering for udskudte skatters tabsabsorberende evne

Selskabet havde besluttet, at nettoværdien af selskabets udskudte skatter ikke skulle indregnes i kapitalgrundlaget til dækning af solvenskapitalkravet. Selskabet reducerede samtidig sit solvenskapitalkrav med den tabsabsorberende effekt af udskudte skatter (LAC DT). LAC DT skal afspejle den stigning i nettoværdien af selskabets udskudte skatter, der indregnes i kapitalgrundlaget som følge af et tab svarende til summen af basissolvenskapitalkravet og kapitalkravet for operationelle risici. Selskabet har modtaget påbud om at opgøre LAC DT konsistent med værdiansættelsen af de nettoudskudte skatter, der indgår i kapitalgrundlaget[3]. En inkonsistent værdiansættelse af udskudte skatter giver et forkert billede af selskabets reelle solvenssituation og kan forøge risikoen for, at der træffes forkerte forretningsmæssige beslutninger.

Solvensdækning

Selskabet havde en solvensdækning på 195,8 pct. pr. 31. december 2024.

Afslutningen på den ordinære inspektion sker på et senere tidspunkt end normalt af årsager, der ikke er relateret til forhold i selskabet. Henset til den tid, der er gået siden inspektionens gennemførelse, er Finanstilsynet klar over, at forholdene i selskabet på flere områder kan have ændret sig.

 

[1] Jf. artikel 271, stk. 3, litra a, i Solvens II-forordningen

[2] Jf. artikel 274, stk. 3, i Solvens II-forordningen

[3] Jf. artikel 207, stk. 2, litra b, i Solvens II-forordningen