Redegørelse om inspektion i Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart gensidigt forbund

06-09-2024

Finanstilsynet var i første halvår af 2024 på inspektion i i Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart gensidigt forbund (selskabet eller UFDS). Inspektionen omhandlede selskabets opgørelse af solvenskapitalkravet pr. 31. december 2023 og selskabets opgørelse af følsomhedsanalyser.

Sammenfatning og risikovurdering

UFDS er et gensidig selskab, der tegner arbejdsskadeforsikring til arbejdsgivere indenfor dansk søfart samt for besætninger på skibe under fremmed flag tilknyttet et dansk rederi. Desuden tegner selskabet løsøreansvarsforsikring for redernes erstatningspligt for tab eller beskadeligelse af søfarendes ejendele.

Solvenskapitalkravet

Finanstilsynet konstaterede, at UFDS ikke opgjorde mængdeangivelsen for præmierisici korrekt ved sin opgørelse af kapitalkravene for præmie- og erstatningshensættelsesrisici, da UFDS ikke tog tilstrækkelig højde for, hvornår UFDS skulle indregne sine forsikringsforpligtelser på solvens II-balancen. Det medfører, at UFDS’ kapitalkrav for præmie- og erstatningshensættelsesrisici var fastsat lidt lavere end det kapitalkrav som vil følge af standardformlen. UFDS har derfor fået påbud for at rette op herpå.[1]

UFDS segmenterede sine arbejdsskadesforsikringsforpligtelser i henholdsvis livs- og skadesforsikringsforpligtelser. Tilkendte og midlertidig tilkendte løbende ydelser var klassiceret som livsforsikringsforpligtelser.

Finanstilsynet konstaterede, at UFDS medtog hensættelsen for en eventuel fremtidig stigning i pensionsalderen som en skadesforsikringsforpligtelse, på trods af at en eventuel stigning i pensionsalderen vil have betydning for betalingsstrømmen relateret til UFDS’ tilkendte og midlertidige tilkendte løbende ydelser, som UFDS havde klassificeret som en livsforsikringsforpligtelse.

En korrekt segmentering af forsikringsforpligtelser i livs- og skadesforsikringsforpligtelser er nødvendig for at afspejle risikoen og opgøre solvenskapitalkravet korrekt. UFDS har derfor fået påbud om at sikre korrekt segmentering af forsikringsforpligtelserne i henholds livs- og skadesforsikringsforpligtelser.[2]

Følsomhedsanalyser

Finanstilsynet konstaterede, at UFDS ikke opgjorde følsomhedsanalyser for sin eksponering overfor levetidsrisici. UFDS har derfor modtaget påbud om at gøre dette.[3]

Solvensdækning

Ved udgangen af 2. kvartal 2024 havde UFDS en solvensdækning på 204 pct.

 

[1] Jf. artikel 116, stk. 3, litra d), i og artikel 147, stk. 3, litra d), i, i solvens II-forordningen

[2] Jf. artikel 55, stk. 5, i solvens II-forordningen

[3] Jf. § 5, stk. 1, nr. 7, i bekendtgørelse om følsomhedsanalyser for gruppe 1-forsikringsselskaber.

Senest opdateret 06-09-2024