Redegørelse om funktionsinspektion i Bornholms Brandforsikring A/S

27-09-2024

Finanstilsynet var i første halvår 2024 på funktionsinspektion i Bornholms Brandforsikring A/S (”selskabet”). Inspektionen omhandlede selskabets opgørelse af solvenskapitalkravet (”SCR”) samt vurdering af selskabets ejendomme.

Sammenfatning og risikovurdering

Selskabet er ejet 73 pct. af Bornholms Brand A.m.b.a. og 27 pct. af Topdanmark Forsikring A/S. Selskabets hovedaktivitet består i at tegne skadeforsikringer til private kunder og mindre erhvervsvirksomheder på Bornholm. Desuden er selskabet agentur for Topdanmark Forsikring, hvortil selskabet formidler produkter, som selskabet ikke selv udbyder.

Solvenskapitalkravet

SCR er et kapitalkrav, der skal sikre, at et gruppe 1-forsikringsselskab indenfor det næste år med stor sandsynlighed kan betale alle sine forpligtelser. SCR skal afspejle selskabets risici, og det er derfor vigtigt, at SCR opgøres korrekt.

Finanstilsynet konstaterede, at selskabet i opgørelsen af ansvarskatastroferisici havde beregnet risikoen med udgangspunkt i et beløb, som ikke stemte overens med selskabets præmieindtægter for de efterfølgende 12 måneder. Selskabet har derfor fået påbud om at regne modulet med præmieindtægterne for de efterfølgende 12 måneder[1].

Finanstilsynet konstaterede, at selskabet i opgørelsen af renterisiko ikke havde baseret beregningen på forventede fremtidige betalingsstrømme, og at selskabet ikke havde benyttet lineært interpolerede værdier til at finde stigning/fald i renteniveauet for varigheder, der ikke er direkte angivet i tabellerne fra solvens II-forordningen, som benyttes i beregningen. Finanstilsynet har påbudt selskabet at rette opgørelsen af modulet for renterisiko på disse områder[2].

Solvensdækning

Selskabet havde en solvensdækning på 207 pct. pr. udgangen af 2. kvartal 2024. 

 

[1] Jf. solvens II-forordningens artikel 133, stk. 2, litra b.

[2] Jf. solvens II-forordningens artikel 166, stk. 1, artikel 167 stk. 1