Påtale og påbud til AP Pension Livsforsikringsaktieselskab i forbindelse med information om gebyrer og omkostninger

21-06-2017

Finanstilsynet har modtaget en klage over et gebyr på 1% af opsparingens værdi, som pensionsselskabet AP Pension ville opkræve, da en kunde ønskede at opsige samarbejdet med APC Forsikringsmæglere og overgå til direkte betjening og rådgivning i AP Pension. APC sender i den forbindelse et brev på AP Pensions vegne til kunder, der ønsker at opsige samarbejdet med APC, hvor kunderne orienteres om forskellen i AP Pensions omkostninger ved at være henholdsvis betjent af APC og direkte betjent af AP Pension, herunder den rabat, som AP Pension giver kunder betjent af APC.

På et efterfølgende møde med Finanstilsynet oplyste AP Pension, at selskabet opkræver et tilsvarende gebyr på 1% hos kunder, som er tegnet ind via AP Pensions egen agent Maj Bank, og som skifter til direkte betjening.

Gebyret fremgik ikke af AP Pensions hjemmeside og selskabet orienterede ikke Maj Banks kunder ved indgåelse af aftalen om dette gebyr. I brevet, som APC sendte til sine kunder på vegne af AP Pension foretages en sammenligning mellem de fulde omkostninger ved at være direkte betjent, med AP Pensions omkostninger alene ved at være betjent af en forsikringsmægler. AP Pension burde i den situation gøre kunden opmærksom på, at der udover AP Pensions omkostninger i sidstnævnte tilfælde, skulle tillægges de omkostninger, som kunden havde aftalt at skulle betale til APC.

Læs hele afgørelsen.

 

Senest opdateret 21-06-2017