Sammenfatning og risikovurdering
Banken har fortsat en relativt kompleks forretningsmodel med en høj erhvervsandel, betydelige udlån til landbrug og ejendomme og stor kompleksitet i flere af bankens store eksponeringer, herunder debitorernes indviklede koncernforhold.
Bankens eksponering mod erhverv er på 65,5 pct. mod 45,8 pct. i sammenlignelige institutter. Bankens erhvervsandel er dog nedbragt med ca. 8 procentpoint det seneste år. Bankens udlån til ejendomme og landbrug ligger ligeledes væsentligt over gennemsnittet for sammenlignelige institutter og udgør hhv. 13,7 pct. og 14,7 pct., hvor gruppens tilsvarende udlån udgør 9,0 pct. og 8,9 pct.
Bankens egentlige kernekapitalprocent udgør pr. 1. kvartal 2016, 11,7 pct. og ligger dermed under gennemsnittet i sammenlignelige institutter, som er 15,6 pct.
Der er således samlet set tale om et forhøjet risikobillede i banken.
Finanstilsynet gennemgik bankens 76 største udlån samt en tilfældig udvalgt stikprøve på 150 udlån. Finanstilsynet har gennemgået udlån svarende til ca. 52 % af den samlede udlånsmasse. Finanstilsynet var generelt enig i bankens bonitetsvurdering af de gennemgåede udlån.
Finanstilsynets gennemgang af udlån på undersøgelsen medførte nye nedskrivninger for i alt 3,2 mio. kr. i stikprøven, som banken har indregnet i perioderesultatet for 1. kvartal 2016.
Finanstilsynet konstaterede, at bevilling af nye udlån i nogen grad skete i brancher, hvor banken i udgangspunktet ønsker at være tilbageholdende. Endvidere fandt Finanstilsynet, at banken i et enkelt tilfælde relateret til en part tæt på banken havde foretaget usædvanlig regnskabsførelse, som efter Finanstilsynets opfattelse falder udenfor almindelig bankvirksomhed.
Banken fik derudover påbud om at tilpasse sine kreditmæssige procedurer i forbindelse med genforhandlinger, således at forretningsområdet samlet set fungerer betryggende og i overensstemmelse med gældende regler.
Endelig havde banken ikke forholdt sig til opgørelsen af risikovægtning af eksponeringer med særlig høj risiko. Banken fik påbud om at gennemgå omfattede udlån for efterprøvning af korrekt risikovægt.
Bankens solvensmæssige overdækning er forbedret siden sidste undersøgelse, men den er dog fortsat spinkel i forhold til bankens risikoprofil. Banken har pr. 1. kvartal 2016, en faktisk solvens på 15,7 pct. Solvensbehovet er opgjort til 11,2 pct. og med en kapitalbevaringsbuffer på 0,625 pct., har banken en overdækning på 3,9 procentpoint til kapitalbevaringsbufferen.