Sparekassen Østjylland under konkurs
Vester Farimagsgade 23
1606 København V
Att.: Kurator Boris Frederiksen
Forlængelse af frist til opfyldelse af solvenskrav
Finanstilsynet har i brev af 22. april 2012 i henhold til § 225, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, meddelt Sparekassen Østjylland under konkurs en frist til fredag den 18. maj 2012, klokken 12.00, til opfyldelse af solvenskravet på 18,6 procent af de risikovægtede poster.
Finanstilsynet har pr. mail den 10. maj 2012 modtaget konkursboets anmodning om forlængelse af den meddelte frist i yderligere en måned fra fristens udløb. Anmodningen om fristforlængelse er begrundet i hensynet til en hensigtsmæssig afvikling af sparekassen/konkursboets virksomhed.
Det er Finanstilsynets vurdering, at hensynet til at sikre en hensigtsmæssig gennemførelse af afviklingen af sparekassen/konkursboet i det konkrete tilfælde kan begrunde fristforlængelsen.
Finanstilsynet skal i henhold til § 225, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed meddele sparekassen/konkursboet en forlængelse af fristen til mandag den 18. juni 2012, klokken 12.00.
Da denne afgørelse er truffet af Finanstilsynet som en uopsættelig sag, der ellers skulle have været forelagt Det Finansielle Virksomhedsråd, er det udgangspunktet, jf. § 354 a, i lov om finansiel virksomhed, at afgørelsen offentliggøres. Offentliggørelse kan dog udskydes, hvis Finanstilsynet mener, at en offentliggørelse kan medføre uforholdsmæssig stor skade for sparekassen/konkursboet.
Dette brev sendes i kopi til Finansiel Stabilitet A/S.
Med venlig hilsen
Charlotte Jul Rafn
vicekontorchef