Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/62 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (CRR) for så vidt angår gearingsgraden (leverage ratio) er trådt i kraft 18. januar 2015. Den delegerede forordning har ændret opgørelsesmetoden for gearing på en række punkter.
Ændringerne i opgørelsesmetoden for gearingsgraden medfører behov for revidering af den tekniske standard for indberetning vedrørende gearing. Den reviderede tekniske standard ventes tidligst at træde i kraft ultimo 2015.1
Frem til ikrafttrædelsen af den reviderede tekniske standard vedrørende gearing skal kreditinstitutterne opgøre og indberette gearingsgraden i henhold til den oprindelige udformning af artikel 429 i CRR. Det indebærer, at kreditinstitutterne hvert kvartal i udgangspunktet skal opgøre gearingsgraden som et gennemsnit af månedlige gearingsgrader.
CRR artikel 499 giver mulighed for, at kreditinstitutterne efter tilladelse fra den kompetente myndighed i stedet beregner gearingsgraden ved kvartalets udgang, hvis institutterne ikke vurderes at have data af tilstrækkeligt god kvalitet til at beregne en gearingsgrad hver måned.
Den 21. marts 2014 gav Finanstilsynet i medfør af CRR artikel 499 tilladelse til, at danske kreditinstitutter alene opgør gearingsgraden ultimo kvartalet. Tilladelsen gjaldt for 2014.2
Denne tilladelse forlænges til at gælde frem til, at en revideret teknisk standard for indberetning vedrørende gearing træder i kraft. Ved forlængelsen lægger Finanstilsynet vægt på, at institutterne står over for en betydelig opgave med at komme på plads med de nye opgørelses- og indberetningskrav, herunder at opgørelse og indberetning skal ændres til en ny definition. Det betyder, at danske kreditinstitutter fortsat alene skal opgøre gearingsgraden ultimo kvartalet. Institutter vil ikke individuelt skulle indsende ansøgning til Finanstilsynet for at gøre brug af tilladelsen. Når den reviderede tekniske standard for indberetning vedrørende gearing træder i kraft, og tilladelsen dermed udløber, vil institutterne fortsat indberette gearingsgraden ultimo kvartalet i overensstemmelse med Kommissionens delegerede forordning om ændring af gearingsgraden.
2) Læs Finanstilsynets beslutning om opgørelse af gearingsgraden i 2014