Redegørelse om inspektion i MP Pension – Pensionskassen for Magistre og Psykologer

18-11-2014

 

Indledning

Finanstilsynet var i februar – marts 2014 på inspektion i MP Pension – Pensionskassen for Magistre og Psykologer.

På inspektionen blev pensionskassens væsentlige områder gennemgået med fokus på pensionskassens forretningsmodel og med størst vægt på de områder, der har den største risiko. Inspektionen omfattede bl.a. pensionskassens ledelse og organisation, forsikringsforretning, investeringer, kapitalforhold, opgørelse af det individuelle solvensbehov og outsourcing.

Sammenfatning og risikovurdering

Pensionskassen administrerer pensionsordninger for godt 100.000 medlemmer. Alle medlemmer har gennemsnitsrenteprodukter med ret til bonus, hvor hovedparten har betingede ydelser med en grundlagsrente på 1 pct. Pensionskassen har etableret administrationsfællesskabet Unipension I/S sammen med Arkitekternes Pensionskasse og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger. Pensionskassen har valgt at outsource bl.a. forvaltningen af aktiverne til Unipensions Fondsmæglerselskab A/S.

Pensionskassen har 2. kvartal 2014 opgjort kapitalkravet til 5,0 mia. kr., svarende til en solvensgrad på 4,8.

Pensionskassen har valgt at indregne de betingede elementer vedrørende rente og levetid i opgørelsen af det individuelle solvensbehov, hvilket reducerer solvensbehovet. Pensionskassen har medio 2014 tilstrækkelig basiskapital, også i det tilfælde hvor solvensbehovet opgøres under forudsætning af, at alle grundlag er ubetingede.

Finanstilsynet har endnu ikke fastlagt, hvorledes solvensbehovet skal opgøres for produkter med betingede grundlag. Finanstilsynets endelige beslutningstagen afventer bl.a. udarbejdelse af fælleseuropæiske regler og vejledninger under Solvens II. Finanstilsynet har derfor meddelt pensionskassen, at pensionskassen skal være opmærksom på risikoen for et øget solvensbehov i det tilfælde, at det fremadrettet ikke vil være muligt at indregne betingelserne i opgørelsen af det individuelle solvensbehov.

På outsourcing området gav Finanstilsynet pensionskassen påbud om at fastsætte mere konkrete interne retningslinjer for outsourcing. Finanstilsynet vurderer, at bestyrelsens stillingtagen til, hvordan den løbende vil sikre sig kvaliteten af opgavevaretagelsen, ikke i tilstrækkelig grad var afspejlet i retningslinjerne.

Pensionskassen fik endvidere et påbud på grund af ukorrekt indberetning i forhold til de registrerede aktiver til dækning af de pensionsmæssige hensættelser.
 
I den betingede pensionsordning består medlemmernes pensionsydelse af en grundpension og en tillægspension, der finansieres af egenkapitalen. Finanstilsynet vurderer, at pensionskassen bevidst sigter på at opbygge egenkapital i et større omfang end egenkapitalen bidrager til overskuddet i kassen. Dette er muligt inden for lovens rammer, fordi pensionskassens aftalegrundlag giver mulighed for at fordele overskuddet på en måde, der i højere grad tilgodeser egenkapitalen end en fordeling, der tager udgangspunkt i, hvordan henholdsvis forsikringstagere og egenkapital har bidraget til skabelsen af overskuddet.

Tillægspensionsmodellen bygger på en forudsætning om, dels at medlemmerne bliver i pensionskassen til pensionering, dels at modellen videreføres fremover, herunder at bestyrelsen opretholder modellen. Udbetaling af midler fra egenkapitalen sker imidlertid på baggrund af bestyrelsens årlige diskretionære beslutning, og bestyrelsen kan træffe beslutning om at ændre udlodningen af egenkapitalen til pensionisterne.

Finanstilsynet har derfor givet pensionskassen en risikooplysning om, at forretningsmodellen, der bygger på en tilsigtet opbygning af egenkapital og en fordeling af midler på baggrund af en systematisk udbetaling af pensionisttillæg fra egenkapitalen, indebærer en risiko for, at ikke alle medlemmernes interesser varetages på tilstrækkelig vis, idet udlodning af tillægspension afhænger af nuværende og fremtidige bestyrelsers beslutninger.

Finanstilsynet har i forlængelse heraf anmodet pensionskassens bestyrelse om at redegøre for, hvorledes bestyrelsen forholder sig til risikoen for, at medlemmerne ikke opnår en pensionsydelse svarende til, hvordan de har bidraget til skabelsen af overskuddet i pensionskassen. Bestyrelsen skal endvidere forholde sig til, hvorvidt denne risiko giver anledning til fremadrettet at foretage ændringer i forretningsmodellen.

 

Senest opdateret 18-11-2014