Indledning
Finanstilsynet var i februar 2014 på inspektion i Lægernes Pensionsbank A/S.
Undersøgelsen var en fuld undersøgelse, hvor alle væsentlige områder i banken blev undersøgt.
Sammenfatning og risikovurdering
Lægernes Pensionsbank A/S er datterbank af Lægernes Pensionskasse, og bankens forretningsmodel består i at servicere medlemmerne af Lægernes Pensionskasse, hvorfor stort set hele kundemassen består af læger og deres praksis samt medicinstuderende. Bankens produktsortiment består hovedsageligt af simple ind- og udlånsprodukter, og bankens kunder er spredt ud over hele landet.
Bankens udlån til private udgør ca. 79 pct. af de samlede udlån og garantier, mens erhvervskunder udgør ca. 21 pct. Branchen ”Øvrige erhverv”, som dækker over bankens eksponering mod lægers praksis, er med ca. 20 pct. bankens største branche. Banken har ingen engagementer, der udgør mere end 10 pct. af basiskapitalen.
Finanstilsynet gennemgik på undersøgelsen alle engagementer større end 2 pct. af bankens basiskapital, i alt 24 engagementer, svarende til ca. 7 pct. af bankens samlede engagementsmasse. Blandt de 24 største engagementer var der objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) i 1 engagement.
Finanstilsynet vurderer på baggrund af engagementsgennemgangen på undersøgelsen, at boniteten af bankens største engagementer generelt er god. Finanstilsynet var generelt enig i bankens vurdering af risikoen på de gennemgåede engagementer, og fandt ikke yderligere nedskrivninger.
Banken modtog på undersøgelsen et enkelt påbud vedrørende manglende forretningsgange på markedsrisikoområdet.
Bankens basisindtjening ligger under gennemsnittet i forhold til øvrige gruppe 3 institutter. Dette skal dog ses i sammenhæng med, at banken har en meget lav nedskrivningsprocent og historisk set har haft meget små tab.
Banken havde inden undersøgelsen opgjort sit individuelle solvensbehov til 10,9 pct., mens den faktiske solvens var opgjort til 19,1 pct. Finanstilsynet har ikke fundet grundlag for at kræve et højere solvensbehov.