Redegørelse om inspektion i Tryg Garantiforsikring A/S

12-04-2013

 

Indledning

Finanstilsynet var i februar 2013 på ordinær inspektion i Tryg Garantiforsikring A/S (”Tryg Garanti”).

På inspektionen blev selskabets væsentlige områder gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der bliver lagt vægt på de områder, der har den største risiko. Inspektionen omfattede bl.a. bestyrelsens og direktionens arbejde, samarbejdsaftaler, forsikringsområdet, investeringsområdet og kapitalforhold.

Sammenfatning og risikovurdering

Tryg Garantiforsikring A/S er datterselskab af Tryg Forsikring A/S, som er Danmarks største skadesforsikringsselskab.

Tryg Garanti sælger udelukkende garanti- og kreditforsikringer til entreprenører og til små og mellemstore virksomheder.

Som led i inspektionen gennemgik Finanstilsynet Tryg Garanti’s største engagementer. Finanstilsynet bemærkede, at selskabet i et enkelt tilfælde ikke havde overholdt de rammer, som bestyrelsen havde sat op. Selskabet fik derfor påbud om at sikre, at rammerne i fremtiden blev overholdt.

Selskabet har siden 2009 haft et gradvist stigende skadesniveau, hvilket bl.a. har medført afløbstab på de seneste skadesårgange. Samtidig afspejler selskabets inddeling af engagementerne ikke skadesrisikoen i tilstrækkeligt omfang. For at imødekomme denne udvikling er selskabet i gang med at udvikle et ratingsystem, der tager bedre højde herfor.

Samlet set er det Finanstilsynets vurdering, at selskabet har erkendt den øgede risiko, og at selskabet har igangsat initiativer til at rette op herpå, men at disse initiativer endnu mangler færdiggørelse og at blive implementeret fuldt ud. På baggrund heraf, gav Finanstilsynet selskabet en risikooplysning om at være opmærksom på udviklingen i den underliggende risiko.

Selskabet har pr. 4 kvartal 2012 opgjort sit individuelle solvensbehov til 215,7 mio. kr., mens basiskapitalen er opgjort til 301,7 mio. kr. Dette medfører at selskabets overdækning i forhold til det individuelle solvensbehov er på 40 %.

 

Senest opdateret 12-04-2013