Indledning
Finanstilsynet var i februar 2013 på ordinær inspektion hos A/S Det Kjøbenhavnske Reassurance-Compagni (”Kjøbenhavnske Re”).
På inspektionen blev selskabets væsentlige områder gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der bliver lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko. Inspektionen omfattede bl.a. selskabets forretningsmodel, ledelse og organisation, forsikringsforretning, kapitalforhold, opgørelse af det individuelle solvensbehov og revision.
Sammenfatning og risikovurdering
Kjøbenhavnske Re er et datterselskab af det engelske forsikringsselskab Marlon Insurance Company Limited. Kjøbenhavnske Re har været i afløb siden 2001, og der tegnes således ikke nye risici. Selskabets formål er derfor udelukkende at afvikle eksisterende risici.
I forbindelse med inspektionen påtalte Finanstilsynet, at selskabets politikker og retningslinjer for væsentlige aktiviteter ikke levede op til de formelle krav i den danske finansielle lovgivning.
Finanstilsynet fandt ved en samlet vurdering af bestyrelsens kompetencer, at der mangler specifikt kendskab til de danske finansielle regler. Finanstilsynet har derfor påbudt selskabet at indsætte et bestyrelsesmedlem med særligt kendskab til den danske finansielle lovgivning inden udgangen af april 2013.
Selskabet har pr. 4. kvartal 2012 opgjort sit individuelle solvensbehov til 62,9 mio. kr., mens basiskapitalen er opgjort til 214,6 mio. kr. Dette medfører at selskabets overdækning i forhold til det individuelle solvensbehov er på 240 %.