Redegørelse om inspektion i NOW: Pensions Investment A/S Fondsmæglerselskab

14-12-2012

1. Indledning

Finanstilsynet var i oktober 2012 på inspektion i NOW: Pensions Investment A/S Fondsmæglerselskab, som fik tilladelse som fondsmæglerselskab i december 2011.

Inspektionen var en ordinær inspektion, hvor fondsmæglerselskabets væsentlige områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering. På inspektionen havde Finanstilsynet især fokus på bestyrelsen og direktionens arbejde, koncernrisici samt kravene til værdipapirhandlere, herunder compliance.

2. Sammenfatning og risikovurdering

Selskabet er ejet af Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og forretningsmodellen baserer sig på at yde formueforvaltning for et engelsk selskab, NOW: Pensions Trustee Limited, der administrerer arbejdsgiveroprettede pensionsordninger.

Selskabet er i øjeblikket underskudsgivende, og selskabet forventer ikke et positivt resultat i en årrække.

Det er Finanstilsynets vurdering, at der er en risiko for, at selskabets forventninger til stigningen i selskabets indtjening ikke indfries i den takt, som selskabet har antaget, idet forventningerne baserer sig på en række forudsætninger, der primært er knyttet an til eksterne forhold.

Selskabets indtjening er således afhængig af udviklingen i ny engelsk lovgivning, der gradvist indfører obligatoriske pensionsordninger i engelske virksomheder. Dele af indfasningen af lovgivningen er eksempelvis blevet udskudt efter selskabets stiftelse. Dertil kommer, at selskabet er afhængigt af, at NOW: Pensions Trustee Limited opnår en tilstrækkelig markedsandel på et konkurrencepræget marked i udlandet, hvor de indbetalte pensionsmidler kun langsomt akkumuleres i takt med de ansattes indbetalinger.

På undersøgelsen har Finanstilsynet givet selskabet enkelte påbud af administrativ karakter, herunder et påbud om i højere grad at drøfte opgørelsen af den tilstrækkelige basiskapital i bestyrelsen. Finanstilsynet har dog ikke fundet det nødvendigt at fastsætte et højere solvensbehov.

Senest opdateret 14-12-2012