Redegørelse om inspektion i Borbjerg Sparekasse

30-03-2011

 

Indledning


Finanstilsynet var i januar og februar 2011 på inspektion i Borbjerg Sparekasse.

Inspektionen var en funktionsundersøgelse, hvor udvalgte områder i banken blev undersøgt.

På inspektionen gennemgik Finanstilsynet:
  • Kreditområdet
  • Solvensbehovet
  • Ledelsens arbejde


Denne redegørelse offentliggøres efter reglerne i bekendtgørelse om finansielle virksomheders pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden.

Sammenfatning og risikovurdering


Sparekassens forretningsmodel består i at yde lån til lønmodtagere og mindre erhvervsvirksomheder primært i Borbjerg og lokalområdet.

Finanstilsynet gennemgik på inspektionen sparekassens 21 største udlånsengagementer samt alle engagementer med sparekassens bestyrelse og direktion. De gennemgåede engagementer udgjorde ca. 42 pct. af de samlede udlån og garantier.

Sparekassen har en ligelig fordeling af udlån til private og erhverv. Sparekassen er ikke specielt eksponeret inden for specifikke brancher. Sparekassen har en lavere andel af svage engagementer end gennemsnittet i gruppe 4 institutter.

Sparekassen blev påbudt at revurdere værdiansættelsen af sparekassens domicilejendom. Sparekassen har efterfølgende nedskrevet ejendommen med ca. 600.000 kr. i årsrapporten for 2010. Finanstilsynet har ingen bemærkninger hertil.

Sparekassen har en likviditetsdækning, der ligger betydeligt over lovens krav. Sparekassen har en lidt højere renterisiko end gennemsnittet for gruppe 4 institutter.

Finanstilsynet gav påbud om, at det af forhandlingsprotokollen tydeligt skal fremgå hvilke lån, der er bevilget af bestyrelsen og hvilke lån, der er til efterretning (presserende tilfælde). Herudover påbød Finanstilsynet, at det er bestyrelsen, der skal bevilge de betydende sager, således at efterbevillinger reduceres, og at det kun er i presserende tilfælde, at direktionen kan bevilge udover sin bevillingsgrænse.

Finanstilsynet gav endvidere påbud om, at nye bestyrelsesmedlemmer skal indsende ansøgning om fit & proper godkendelse til tilsynet.

Sparekassen har pr. 31. december 2010 indberettet et solvensbehov på 12,8pct. Finanstilsynet har på baggrund af inspektionen ikke bemærkninger til det indberettede solvensbehov. Sparekassens faktiske solvensprocent pr. 31. december 2010 var 28,5 pct.

 

Senest opdateret 30-03-2011