Sagsfremstilling
Hvis en forretning indtaster et forkert beløb på dankort-automaten, og kunden derved kommer til at betale for lidt for den købte vare, har forretningen som udgangspunkt ikke selv mulighed for at inddrive det manglende beløb, idet købers identitet er ukendt.
Spørgsmålet er herefter om den forretningsdrivendes pengeinstitut må kontakte køber eller købers pengeinstitut med henblik på at få køber til at indbetale det manglende beløb, eller om købers navn og adresse må udleveres til den forretningsdrivende i de tilfælde, hvor pengeinstituttets henvendelse ikke fører til indbetaling af beløbet.
Afgørelse
Finanstilsynet har vurderet, at det er uberettiget udnyttelse/videregivelse af fortrolige kundeoplysninger, jf. lov om finansiel virksomhed § 117, stk. 1, hvis et pengeinstitut henvender sig til køber eller til købers pengeinstitut i et forsøg på at inddrive manglende betaling på en forretningsdrivendes vegne i de tilfælde, hvor der er sket fejlindtastning på en dankort–automat.
Finanstilsynet lagde herved vægt på, at den manglende betaling må betragtes som et mellemværende mellem køber og den forretningsdrivende, og at det ligger uden for pengeinstituttets sædvanlige forretningsområde at drive "inkassation" på vegne af instituttets kunder. Den manglende betaling har endvidere ingen sammenhæng med kundens øvrige forhold til pengeinstituttet.
Det blev således lagt til grund, at hensynet til kunderne bør veje tungest, idet kunder ikke skal tåle at modtage en henvendelse fra deres pengeinstitut, fordi de har betalt for lidt for en vare ved køb med dankort i en tilfældig forretning.
Finanstilsynet har endvidere vurderet, at det er i strid med § 117, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvis et pengeinstitut udleverer købers navn og adresse til en forretningsdrivende med henblik på inddrivelse af den manglende betaling.
Der er herved lagt vægt på, at udlevering af købers identitet alene sker i den forretningsdrivendes interesse, og at det indebærer en risiko for misbrug af oplysningerne til f.eks. "uatoriserede" inddrivelsesmetoder. Kundens krav på hemmeligholdelse bør således veje tungere end den forretningsdrivendes mulighed for at inddrive beløbet.