Finanstilsynet har vurderet, at en direktør i et fondsmæglerselskab opfylder kravene til egnethed og hæderlighed på trods af en fejl begået under en tidligere ansættelse.
Sagsfremstilling
En direktør i et fondsmæglerselskab anmodede Finanstilsynet om at vurdere, om han opfyldte kravene til egnethed og hæderlighed i lov om finansiel virksomhed § 64. I forbindelse med indsendelse af oplysningsskema til Finanstilsynet oplyste direktøren, at han mistede sit tidligere job i en bank, fordi han ikke som lovet havde fået solgt en aktie for en kunde. Da han opdagede fejlen undlod han at gøre bankens ledelse opmærksom herpå i håb om at kursen på aktien skulle rette sig. Dette skete imidlertid ikke, og kunden fik udbetalt kompensation for sit tab fra banken.
Afgørelse
I henhold til § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed skal et medlem af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed have fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen.
Et medlem af bestyrelsen og direktionen kan imidlertid ikke bestride hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem og direktør i en finansiel virksomhed, hvis den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde, jf. lov om finansiel virksomhed § 64, stk. 2, nr. 4.
Finanstilsynet vurderede ikke, at direktøren i den konkrete sag havde udvist en sådan adfærd, at der var grund til at antage, at han ikke ville varetage stillingen på forsvarlig måde, jf. lov om finansiel virksomhed § 64, stk. 2, nr. 4.
Finanstilsynet lagde herved vægt på, at der var tale om et enkeltstående tilfælde, og at der ikke var grund til at antage, at direktøren gentagne gange havde forsømt at udføre kundernes ordrer.
Finanstilsynet vurderede ikke, at størrelsen på kundens tab samt det forhold, at direktøren ved flere lejligheder havde undladt at informere både kunden og bankens ledelse om fejlen, skulle føre til en ændret vurdering
Efter Finanstilsynets opfattelse er der således ikke på baggrund af et enkeltstående tilfælde af den beskrevne karakter tilstrækkelig grund til at antage, at direktøren ikke vil kunne varetage direktørposten i et fondsmæglerselskab på forsvarlig måde.