Lov om finansiel virksomhed § 31, stk. 1 om udenlandske pengeinstitutters adgang til at udøve grænseoverskridende tjenesteydelser

30-06-2004

Finanstilsynets/Det Finansielle Virksomhedråds afgørelse af 30. juni 2004

Lov om finansiel virksomhed § 31, stk. 1

Finanstilsynets/Det Finansielle Virksomhedråds afgørelse af 30. juni 2004 vedr. udenlandske pengeinstitutters adgang til at udøve grænseoverskridende tjenesteydelser, der ikke er omfattet af bilaget til kreditinstitutdirektivet.
 

Sagsfremstilling

Et udenlandsk pengeinstitut, med hjemsted i et andet EU-land, spurgte Finanstilsynet, hvorvidt instituttet kunne udøve grænseoverskridende aktiviteter i Danmark bestående af handel med fysisk afregnede el- og gaskontrakter.
 
Det udenlandske pengeinstituts tilladelse i hjemlandet var ikke til hinder for at udøve sådanne aktiviteter i hjemlandet. Endvidere oplyste hjemlandets finanstilsyn, at de pågældende aktiviteter var underlagt dennes regulering og tilsyn.
 

Afgørelse/begrundelse

I Danmark er handel med fysisk afregnede råvarekontrakter ikke tilladt for danske pengeinstitutter, jf. lov om finansiel virksomhed § 7, stk. 1, idet det er Finanstilsynets vurdering, at der er tale om aktiviteter, som pengeinstitutter og den finansielle lovgivning ikke er egnede til at varetage.
 
Imidlertid skal der i forhold til udenlandske pengeinstitutter, der er etableret og har tilladelse i et andet EU-land, tages hensyn til EF-Traktatens art. 49 om fri bevægelighed for tjenesteydelser. Denne bestemmelse indeholder ud over et diskriminationsforbud også et forbud mod at stille hindringer for udenlandske virksomheders adgang til det danske marked. EF-Domstolen har dog fastslået, at der kan stilles hindringer for adgangen til et andet land, såfremt disse hindringer er begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn og er egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, som hindringen forfølger. Endvidere må hindringen ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå formålet med denne.
 
På baggrund af EF-Traktatens forbud mod at stille hindringer for udenlandske virksomheders adgang til det danske marked sammenholdt med de af banken og hjemlandets finanstilsyn afgivne oplysninger fandt Finanstilsynet, at de risici, der fulgte af de af banken nævnte aktiviteter, blev varetaget på tilstrækkelig vis af hjemlandets tilsyn og regulering m.v. Der blev i den forbindelse lagt vægt på hjemlandets tilsyns oplysninger om, at de pågældende aktiviteter var underlagt dennes regulering og tilsyn, herunder at risiciene ved de pågældende aktiviteter blev kapitaldækket. Såfremt aktiviteterne medførte risici, der ikke kunne varetages ved den af banken udarbejdede Value-at-Risk-model, blev disse varetaget gennem krav til bankens interne procedurer og kontroller. Endvidere blev der ved Finanstilsynets afgørelse lagt vægt på, at de pågældende aktiviteter blev varetaget af personale, som var godkendt af hjemlandets finanstilsyn som egnede og hæderlige.
 
Banken kunne således udøve grænseoverskridende aktiviteter i Danmark bestående af handel med fysisk afregnede el- og gaskontrakter.
 

Senest opdateret 30-06-2004