Lov om forsikringsvirksomhed § 87 - afgørelse af 11. juli 1997

24-07-2003

Finanstilsynets afgørelse af 11. juli 1997.

Finanstilsynet blev anmodet om at tage stilling til, hvorvidt lov om forsikringsvirksomhed § 87 eller Tilsynets vejledning af 4. december 1989 er til hinder for, at forsikringsselskaber og pensionskasser kan anvende relativt flere optioner og futures for at kurssikre en aktie eller obligation efter skat.

Finanstilsynet har svaret, at forsikringsselskaber og pensionskasser kan anvende en immuniseringsstrategi, forudsat at de enkelte forsikringsselskaber eller pensionskasser i de tilfælde, hvor en sådan strategi ønskes taget i anvendelse, med rimelig sikkerhed kan foretage en beregning af transaktionernes skattemæssige konsekvenser. Tilsynet finder det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at definere de forskellige typer af immuniseringsstrategier, der kan finde anvendelse. Tilsynet lægger hermed til grund, at der til stadighed sker en udvikling af nye strategier og instrumenter, at de enkelte selskabers forhold er afvigende, og at det i lyset heraf er ledelsens opgave at fastlægge strategien under hensyn til de forskelligartede beskatningsforhold.

Det er Finanstilsynets opfattelse, at en anvendelse af finansielle instrumenter inden for tilsvarende rammer som dem, der er indeholdt i bekendtgørelse nr. 455 af 19. juni 1990 § 5, stk. 2, om investeringsforeningers adgang til at anbringe midler i finansielle instrumenter samt indgå terminsforretninger ikke vil være i strid med hverken lov om forsikringsvirksomhed § 87 eller Tilsynets ovennævnte vejledning. Det skal i denne sammenhæng understreges, at forsikringsselskaber og pensionskasser ikke ved anvendelse af finansielle instrumenter må overskride de grænser, der er indeholdt i lov om forsikringsvirksomhed §§ 128-129.

Endelig finder Finanstilsynet ikke, at lov om forsikringsvirksomhed § 87 sammenholdt med §§ 128-129, vil være til hinder for, at forsikringsselskaber og pensionskasser kan etablere en syntetisk spotposition bestående af en likviditetsbeholdning og en købt future eller call-option, indenfor de rammer, der gælder for investeringsforeninger og puljepensionsordninger.

Senest opdateret 03-12-2012