Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v § 26, stk. 2

24-07-2003

Erhvervsankenævnets afgørelse af 14. september 2006.

Afgørelse

Erhvervsankenævnet udtalte, at pengeinstitut A i henhold til en markedsføringsaftale med en investeringsforening m.fl. (foreningsgruppen) havde forestået salget af 24,6 pct. af foreningsgruppens foreningsandele.
 
Ankenævnet fandt, at markedsføringsaftalen med pengeinstitut A var en væsentlig aftale for foreningsgruppen, og ankenævnet tiltrådte derfor, at et bestyrelsesmedlem i pengeinstitut A ikke kunne være medlem af bestyrelserne for foreningerne i foreningsgruppen.
 
Erhvervsankenævnet stadfæstede Finanstilsynets afgørelse af 21. oktober 2005.
 

Begrundelse

Ifølge lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. (LIS)  § 26, stk. 2, må ingen medlemmer af bestyrelsen for en forening være medlemmer af bestyrelsen for depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, eller ansat i depotselskabet eller et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, eller være medlem af bestyrelsen for eller ansat i andre selskaber, som er koncernforbundne med disse selskaber.
 
Erhvervsankenævnet henviste til bemærkningerne til forslag til lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 26, stk. 2, (Folketingstidende 2003/2004, tillæg A, s. 131). Her hedder det blandt andet:
 
"Et andet selskab, som foreningen har indgået væsentlige aftaler med, kan være selskaber, som foreningen har indgået aftaler med om f.eks. investeringsforvaltning, investeringsrådgivning, værdipapirhandel eller markedsføring. Væsentlighedskriteriet anses for opfyldt, hvis aftalen vedrører foreningens kernefunktioner, eller den efter foreningens forhold er af betydelig økonomisk størrelse. Der er således tale om en konkret bedømmelse af, om en aftale er væsentlig. For eksempel kan en distributionsaftale med et pengeinstitut, der ikke er depotbank for den pågældende forening, blive anset for væsentlig i lovens forstand, hvis der er tale om foreningens dominerende distributionskanal, mens den ikke vil blive anset som væsentlig, hvis den blot er en aftale blandt flere distributionsaftaler med andre, og der kun afsættes et mindre antal andele under aftalen."
 

Sagsfremstilling

En foreningsgruppe havde indgået en samarbejdsaftale med en række pengeinstitutter om markedsføring af andele i foreningerne. To pengeinstitutter havde afsat foreningsandele, som svarede til 10,93 pct. og 24,60 pct. af det samlede antal andele. 13 pengeinstitutter havde afsat andele, der udgjorde mellem 1 og 9 pct. af foreningernes formue. De øvrige havde afsat under 7 pct. af andelene.
 
Finanstilsynets afgørelse af 19. juli 2005
I brev af 19. juli 2005 til foreningernes administrationsselskab om fortolkning af, hvad der er en væsentlig aftale, jf. § 26, stk. 2, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. og § 98 i lov om finansiel virksomhed (FIL) meddelte Finanstilsynet blandt andet, at Finanstilsynet var enigt med administrationsselskabet i, at der var tale om en konkret vurdering af, om der i det enkelte tilfælde er tale om en væsentlig aftale.
 
Der skal lægges vægt på, om et ophør af samarbejdet får øjeblikkelige konsekvenser for foreningen, men ophævelse af aftalen skal dog ikke være velfærdstruende for foreningen, for at væsentlighedskriteriet er opfyldt.  Har aftalepartneren indflydelse på foreningens drift i kraft af et medejerskab til foreningens (kommende) investeringsforvaltningsselskab, kan dette moment efter Finanstilsynets opfattelse tillige kan indgå i vurderingen af, om aftalen er væsentlig.
 
Endvidere meddelte Finanstilsynet, at det er Finanstilsynets vurdering, at grænsen for, hvad der er en væsentlig markedsføringsaftale for de pågældende foreninger som udgangspunkt kunne fastsættes til 20 pct. på baggrund af den angivne spredning af markedsføringen på et antal pengeinstitutter, men at Finanstilsynet skulle se på den konkrete aftale med henblik på, om der var forhold, der kunne begrunde en anden vurdering.
 
Endelig anmodede Finanstilsynet administrationsselskabet om at oplyse, om der efter dets opfattelse var særlige grunde, der talte for, at markedsføringsaftalen med pengeinstituttet A, der havde forestået salg af 24,6 pct. af foreningernes andele, ikke kunne betragtes som en væsentlig aftale.
 
Det af administrationsselskabet anførte
I brev af 3. august 2005 anførte administrationsselskabet blandt andet, at der var tre muligheder for de øjeblikkelige konsekvenser for foreningen, hvis pengeinstitut A opsagde aftalen, der havde et opsigelsesvarsel på 3 måneder.
 
a. Pengeinstitut A råder ikke straks kunderne til at sælge foreningsandelene tilbage, da det vil påføre kunderne omkostninger.
Pengeinstitutter har pligt til at udvise god skik i rådgivningen, herunder at tage hensyn til kundernes skatteforhold. Ved dette scenario ville foreningens gennemsnitlige omkostningsprocent falde, da omkostninger til provision ville blive reduceret.
 
b. Stort tilbagesalg på kort tid.
Dette vil bevirke, at foreningernes formue reduceres. Hvis tilbagesalget ikke kompenseres med nysalg til anden side, ville det på kort sigt betyde en omkostningsstigning i foreningerne. Langt hovedparten af omkostningerne er provisionsomkostninger i relation til samarbejdsaftalen. Et forsigtigt skøn er, at den samlede aktuelle gennemsnitlige omkostningsprocent ville stige ca. 0.16 pct. altså en marginal ændring inden for vedtægternes ramme.
 
c. Pengeinstitut A ville hen ad vejen anbefale kunderne at omlægge beholdningen af foreningsandele i foreningerne, når kunderne i øvrigt skal rådgives om deres investeringer.
Ved dette scenario er det sandsynligt, at omkostningerne ville falde som også nævnt i punkt a.
 
Efter administrationsselskabets opfattelse var det mest realistisk at forestille sig scenariet i punkt c. Tilbagesalget ville alt andet lige betyde, at foreningernes formue løbende reduceres.
 
Der indgås imidlertid løbende nye samarbejdsaftaler, som helt eller delvist ville kunne opveje formuereduktionen. Endvidere havde administrationsselskabet en salgs- og udviklingsafdeling i drift, som øjeblikkeligt ville kunne iværksætte aktiviteter med henblik på at udnytte potentialet hos samtlige de øvrige ca. 70 samarbejdspartnere. Der ville blive frigjort ressourcer fra servicering af pengeinstitut A, som kunne bruges til at fremme foreningernes interesser i andre sammenhænge.
 
Pengeinstitut A's egen beholdning af foreningsandele udgjorde den 3. august 2005 kun ca. 0,37 pct. af den samlede formue. Ved en opsigelse af samarbejdsaftalen ville der kunne blive tale om et umiddelbart tilbagesalg af dette beløb, hvilket kun ville have en marginal indflydelse på foreningens drift.
 
Endvidere anførte administrationsselskabet med hensyn til spørgsmålet, om pengeinstitut A ville få indflydelse på foreningens drift i kraft af et medejerskab til foreningens investeringsforvaltningsselskab, at pengeinstitut A som de øvrige samarbejdspartnere skulle tilbydes medejerskab af investeringsforvaltningsselskabet og tillige en plads i investeringsforvaltningsselskabets bestyrelse.
 
Når et flertal af foreningernes bestyrelsesmedlemmer ikke er medlemmer af bestyrelsen eller ansatte i pengeinstitutterne, som markedsfører foreningsandele, så administrationsselskabet ingen betænkelighed ved at lade pengeinstitut A have en plads i foreningernes bestyrelser, da bestyrelsesmedlemmet kun har én stemme i bestyrelsen, og i øvrigt skal "udenfor døren" under forhandlinger om markedsføringsaftaler, hvor beslutningen må træffes af det flertal, som ikke er inhabilt.
 
På denne baggrund mente administrationsselskabet ikke, at markedsføringsaftalen med Pengeinstitut A kunne betragtes som en væsentlig aftale, således at et bestyrelsesmedlem, der også var bestyrelsesmedlem i pengeinstitut A fortsat kunne være bestyrelsesmedlem i foreningerne.
 
Finanstilsynets afgørelse af 21. oktober 2005
På baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger meddelte Finanstilsynet i brev af 21. oktober 2005, at det var Finanstilsynets vurdering, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for, at foreningernes samarbejdsaftale med pengeinstitut A om markedsføring af investeringsbeviser ikke er en væsentlig af tale.
 
Finanstilsynet lagde vægt på, at
  • Pengeinstitut A i kraft af sit medejerskab på næsten 25 pct. af det fremtidige investeringsforvaltningsselskab og sæde i bestyrelsen for dette ville få indflydelse på foreningernes drift.
  • Pengeinstitut A havde forestået salg af næsten 25 pct. af andelene i foreningerne og oppebar en tilsvarende provision i medfør af samarbejdsaftalen.
  • et ophør af samarbejdet kunne få øjeblikkelige - dog ikke velfærdstruende - konsekvenser for foreningen i form af højere administrationsomkostninger, selvom det dog også ville være muligt, at omkostningerne ville falde lidt til at begynde med.
  • der altid må forventes at gå en kortere eller længere tid, førend et pengeinstitut, der har opsagt en aftale om markedsføring af investeringsbeviser har rådet sine kunder til at udskifte investeringsbeviser i en forening med en anden investering.
  • det også på længere sigt, utvivlsomt vil få betydning, hvis samarbejdet med en distributør, der står for en fjerdedel af salget, ophører, også selvom administrationsselskabet sætter alt ind på at skaffe nye distributører, idet der ellers ikke er baggrund for at betale provision til distributørerne udover formidlingsprovision.
Det bestyrelsesmedlem, der også var medlem af Pengeinstitut A's bestyrelse, kunne derfor ikke være medlem af bestyrelsen for foreningerne.

Senest opdateret 04-12-2012