Lov om bank- og sparekasselovens § 42a, stk. 2, bekendtgørelse nr. 1100 af 12. december 2000 om puljepension og andre skattebegunstigede opsparingsformer m.v. (puljebekendtgørelsen) - Vedr. anvendelse af kreditderivater i puljer

22-01-2003

Finanstilsynets afgørelse af 22. januar 2003.

Sagsfremstilling:

Et pengeinstitut anmodede om Finanstilsynets stillingtagen til, om et kreditderivat kan indgå i instituttets puljer omfattet af bekendtgørelse om puljepension og andre skattebegunstigede opsparingsformer m.v. (puljebekendtgørelsen).

Afgørelse/Begrundelse:

Finanstilsynet meddelte, at puljer omfattet af puljebekendtgørelsen kan benytte kreditderivater som alternativ til direkte investering i erhvervsobligationer, såfremt anvendelsen er på dækket basis.

Anvendelse af kreditderivater er på dækket basis, såfremt det ikke forøger puljens tab ved en reduktion i kreditvurderingen af en erhvervsobligation i puljens portefølje, herunder ved misligholdelse (default).

En pulje kan udover på dækket basis benytte kreditderivater, såfremt puljen holder enten:

a. En likviditetsbeholdning, jf. puljebekendtgørelsens § 16, stk. 1, eller

b. Fast forrentede værdipapirer, som fremgår af § 1 i Finanstilsynets bekendtgørelse om investeringsforeningers placering af formuen i realkreditobligationer, statsobligationer m.m., såfremt værdipapirets restløbetid ikke overstiger restløbetiden på kreditderivatet

Likviditetsbeholdningen eller hovedstolen på obligationerne nævnt under pkt. b skal svare til eller overstige summen af de beløb, der for hvert referenceaktiv omfattet af kreditderivatet kan komme til udbetaling i tilfælde af misligholdelse i henhold til kontrakten.

En puljes medkontrahent skal være et kreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller en clearingcentral i et land, der er medlem af OECD, eller handlen skal udføres på et marked, som er omfattet af puljebekendtgørelsens § 10, stk. 3, 1.– 4. pkt.

De meddelte betingelser for anvendelse af kreditderivater bygger på samme princip, som betingelserne for anvendelse af aktiebaserede afledte finansielle instrumenter, jf. puljebekendtgørelsens §§ 15, 16 og 20. Betingelserne tager sigte på at sikre, at puljen ikke gennem anvendelse af kreditderivater kan påtage sig større kreditrisici, end puljen alternativt kunne opnå ved udelukkende at investere i erhvervsobligationer uden brug af kreditderivater.

Senest opdateret 22-01-2003