Lov om værdipapirhandel m.v. § 6, stk. 3
18-11-1999Finanstilsynets skrivelse af 18. november 1999 om opbevaring af udenlandske værdipapirer i udlandet.
Sagsfremstilling:
En bank anmodede Finanstilsynet om en fortolkning af § 73 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger set i forhold til § 6, stk. 3 i lov om værdipapirhandel m.v., når det drejer sig om udenlandske værdipapirer opbevaret i udlandet.
Endvidere anmodede banken om Finanstilsynets vurdering af, hvorvidt det er muligt for et pengeinstitut som depotselskab at opbevare en forenings værdipapirer i samledepot i udlandet, når samledepotet alene indeholder kunders værdipapirer, og alle kunder har givet deres samtykke til ordningen.
Afgørelse:
Lovregler:
Ifølge § 73, stk. 1 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger skal en forenings værdipapirer og likvide midler forvaltes og opbevares særskilt af et af Finanstilsynet godkendt depotselskab.
Ifølge § 6, stk. 3 i lov om værdipapirhandel m.v. kan en værdipapirhandler opbevare kunders værdipapirer i samme depot (samledepot), hvis værdipapirhandleren har informeret den enkelte kunde om retsvirkningerne heraf, og denne har samtykket. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde give tilladelse til, at kunders og en værdipapirhandlers egne værdipapirer opbevares i samme depot. Værdipapirhandleren skal føre et register, hvoraf de enkeltes ejerforhold til de registrerede værdipapirer klart fremgår.
Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til § 6, stk. 3 i lov om værdipapirhandel m.v. "Endvidere er det i international sammenhæng praksis at anvende samledepoter til investorernes værdipapirer. Det er derfor nødvendigt bl.a. af hensyn til danske værdipapirhandleres konkurrenceforhold at afklare investorernes retsstilling i forhold til samledepoter."
Endvidere fremgår det af bemærkningerne: "Efter forslaget til stk. 3 kan en værdipapirhandler anvende samledepoter, hvor flere kunders værdipapirer opbevares sammen......."
Forudsætningen, for at en kundes ejendomsret til værdipapirer kan opretholdes, er, at værdipapirhandleren fører et register, hvor de enkelte ejendomsforhold til de registrerede værdipapirer klart fremgår.
Den af den danske værdipapirhandler - kreditinstitut, fondsmæglerselskab m.v. - foretagne registrering af det enkelte ejerforhold er herefter sidestillet med en individualisering af de pågældende værdipapirer som tilhørende den enkelte investor. Forslaget, hvorefter den danske værdipapirhandlers - som depositar - registreringer er ensbetydende med værdipapirernes individualisering, betyder, at kundernes retsstilling for så vidt angår udenlandske værdipapirer, der opbevares i udlandet, bliver forbedret væsentligt i forhold til i dag."
I følge praksis efter § 17, stk. 2, i lov om investeringsforeninger, der svarede til § 73, stk. 2, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger, kunne en investeringsforening opbevare sine udenlandske værdipapirer i sit depotselskabs depot - eventuelt via et andet dansk pengeinstitut - i et udenlandsk pengeinstitut eller depotcentral under forudsætning af, at investeringsforeningens værdipapirer var individualiseret og blev opbevaret i investeringsforeningens depot i depotselskabet. Depotet var således et underdepot til depotselskabets hoveddepot i det udenlandske depotselskab.
Finanstilsynet meddelte, at ikrafttrædelsen af lov om værdipapirhandel m.v. § 6, stk. 3 ikke ændrede praksis efter § 17, stk. 2 i lov om investeringsforeninger nu § 73, stk. 2 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger.
Endvidere meddelte tilsynet, at bestemmelsen i § 6, stk. 3, fastslår og forbedrer retsstillingen for investeringsforeninger og specialforeninger, hvis udenlandske værdipapirer opbevares i depotselskabets samledepot i udlandet via et (under)depot i depotselskabet, i forhold til den tidligere retstilstand, idet depotselskabets registreringer er ensbetydende med værdipapirernes individualisering.
Endelig meddelte Finanstilsynet, at et pengeinstitut, der er depotselskab, kan opbevare en investeringsforenings eller specialforenings udenlandske værdipapirer i et samledepot i udlandet sammen med andre kunders værdipapirer, når foreningens værdipapirer er registreret og dermed individualiseret i et depot (underdepot) i depotselskabet, og foreningen har givet samtykke til denne opbevaring.
Senest opdateret 18-11-1999