For de fleste boligejere udgør boligen og udgifter til boliglån en stor post i økonomien. Når renterne ændrer sig, er der derfor mange, der overvejer og taler med deres bank om, hvorvidt det kan betale sig at konvertere lånet.
Boligejeren kan få en gevinst ved en opkonvertering, men løber også en risiko, bl.a. for at renten ikke udvikler sig, som boligejeren håber på.
”Når man diskuterer konvertering, er der altid et vist usikkerhedselement, da det jo drejer sig om fremtiden. Man skal huske på, at der er tale om forventninger til rentens udvikling, ikke faktisk viden. Derfor er det utrolig vigtigt, at bankerne giver grundig information og vejledning, inden kunderne beslutter, om de skal konvertere deres lån. Kunderne skal forstå, hvilken risiko de løber, og hvad det konkret vil betyde for deres økonomi, hvis renten f.eks. ikke falder, men i stedet stiger,” siger Ulla Brøns Petersen, der er chef for Finanstilsynets forbrugerkontor.
Pengeinstitutterne, der indgår i undersøgelsen, har sendt Finanstilsynet det materiale, de bruger overfor kunder og rådgivere, og derudover besvaret en række spørgsmål. På den baggrund har vi gjort en række observationer og formuleret syv fokuspunkter, som alle pengeinstitutter bør være opmærksomme på, når de informerer og vejleder kunder om konvertering af realkreditlån.
Læs de syv fokuspunkter og hele undersøgelsen her.