Opdateret version af nyhed fra 27. november. Denne version erstatter den tidligere udsendte nyhed (med titlen: ”Kreditinstitutternes håndtering af lempeligere vilkår og kontraktbrud ved nedskrivninger”).
På baggrund af drøftelserne informerer Finanstilsynet her om visse fleksibilitetsmuligheder, som institutterne kan vælge at benytte.
Mulighederne vedrører
- håndtering af lempeligere vilkår
- betydelige økonomiske vanskeligheder
- væsentlige kontraktbrud i forbindelse med nedskrivninger.
Drøftelserne har drejet sig om placering af eksponeringer i den svage del af stadie 2 i ratingklasser, inddragelse af økonomisk støtte fra koncernselskaber eller ultimative ejere ved vurdering af OIK i form af lempeligere vilkår, exit-kriterier fra OIK i form af lempeligere vilkår og restancekriterie med hensyn til konstatering af væsentlige kontraktbrud.
De danske regler på området fremgår af Bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. Fortolkningsbidrag kan findes i Vejledning om vurdering af betydelig stigning i kreditrisiko og kreditforringelse.
Lempeligere vilkår og betydelige økonomiske vanskeligheder
Stadieplacering og rating
Regnskabsreglerne giver mulighed for, at instituttet kan placere eksponeringer med objektiv indikation for kreditforringelse (OIK) i form af lempeligere vilkår og betydelige økonomiske vanskeligheder i den svage del af stadie 2, hvis der ikke er tab i det mest sandsynlige scenarie. Praksis har været, at disse eksponeringer placeres i den dårligste ratingklasse for kunder, der ikke har misligholdt (levende kunder).
Den svage del af stadie 2 er i reglerne afgrænset til eksponeringer, hvor kreditrisikoen er steget betydeligt, og kundens betalingsevne er kendetegnet ved betydelige svaghedstegn. En kundes betalingsevne er som udgangspunkt kendetegnet ved betydelige svaghedstegn, hvis kundens 12-måneders PD ved anvendelse af IRB-modeller eller andre beregningsmodeller er over 5,0 pct.
Afgrænsningen af den svage del af stadie 2 kan omfatte flere ratingklasser end den dårligste for levende kunder.
Finanstilsynet informerer om, at afhængig af kundens konkrete forhold kan instituttet vælge at placere eksponeringer med OIK i form af lempeligere vilkår eller betydelige økonomiske vanskeligheder i relevante ratingklasser i den svage del af stadie 2. I eksemplet i figuren nedenfor skal eksponeringen altså ikke nødvendigvis placeres i ratingklasse 10, men kan også, hvis forholdene tilsiger det, placeres i ratingklasse 9.
Kunder med betydelige økonomiske vanskeligheder placeres i dårligere ratingklasser end kunder med blot økonomiske vanskeligheder.
Ændringen har ingen betydning i forhold til Finanstilsynets ratingsystem.
Lempeligere vilkår – koncernintern støtte
Regnskabsreglerne giver mulighed for, at instituttet kan undlade at konstatere betydelige økonomiske vanskeligheder for et selskab ud fra sandsynliggjorte forventninger om økonomisk støtte fra andre selskaber i samme koncern eller fra de ultimative ejere. Reglerne tager ikke eksplicit stilling til, om tilsvarende gælder ved vurdering af OIK i form af lempeligere vilkår. Institutternes praksis har hidtil været ikke at gøre det.
Finanstilsynet informerer om, at instituttet på visse betingelser kan vælge at inddrage sandsynliggjort økonomisk støtte fra koncernselskaber eller ultimative ejere ved vurdering af OIK i form af lempeligere vilkår. Betingelserne er:
- at det er støtte til et operationelt og finansielt integreret koncernselskab
- at støtte ydes af ejer eller et koncernselskab, der har økonomisk styrke, vilje og incitament til at bakke op og forhindre, at kunden misligholder
- at garantier, der ikke påvirker sandsynligheden for misligholdelse, men som alene reducerer instituttets tab i tilfælde af misligholdelse, ikke inddrages
- at koncernselskabets eller ejers økonomiske styrke, vilje og incitament til at støtte er underbygget af relevant dokumentation
- at de lempeligere vilkår er uden nævneværdig betydning for eksponeringens værdi.
At lempelserne ikke påvirker eksponeringens værdi nævneværdigt betyder, at kunden skal honorere sine forpligtelser på normale vilkår, der kan tilbydes under hensyntagen til den økonomiske opbakning. F.eks. vil der være OIK i form af lempeligere vilkår ved rentenulstilling i et positivt rentemiljø uagtet sandsynliggjort støtte fra et koncernselskab eller ejer.
Lempeligere vilkår – exitkriterier fra OIK
Regnskabsreglerne angiver, at der er OIK som følge af lempeligere vilkår, så længe lempelserne i vilkårene består. Hidtil har praksis typisk været, at selvom en kunde ikke længere måtte have økonomiske vanskeligheder, så er OIK fastholdt, hvis kunden fortsat har en eksponering med tidligere bevilgede lempeligere vilkår.
Finanstilsynet informerer om, at instituttet kan vælge ikke at konstatere OIK, forudsat at alle følgende betingelser er opfyldt:
- at kunden ikke længere har økonomiske vanskeligheder, og denne forbedring af den økonomiske situation ikke skyldes lempeligere vilkår
- at instituttet underbygger kundens forbedrede økonomiske situation og kapacitet til at servicere sine forpligtelser på normale markedsvilkår i relevant dokumentation
- at tidligere bevilgede lempelser på eksisterende faciliteter ikke har nævneværdig betydning for værdien af faciliteterne.
Tidligere bevilgede lempeligere vilkår på eksisterende eksponeringer til markedsmæssige vilkår justeres af instituttet i videst muligt omfang.
Muligheden ændrer ikke på karensperioder i forbindelse med henholdsvis instituttets indberetning af eksponeringer med lempeligere vilkår i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 451/2021 og ved behandling af nødlidende eksponeringer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 630/2019.
Væsentlige kontraktbrud – restancekriterie
I CRR-definitionen af kundens misligholdelse indgår 90 dages restance med et væsentligt beløb som et back-stop kriterie i tillæg til hovedkriteriet om kundens sandsynlige mangelfulde betalingsevne.
Kundens væsentlige kontraktbrud i form af restance indgår også som et kriterie for konstatering af kreditforringelse, men regnskabsreglerne foreskriver ikke et specifikt antal dage som back-stop.
Hidtil har det været praksis at anvende 30 dages restance med et væsentligt beløb i forhold til kundens økonomi som back-stop-kriterie. Det afspejler almindelig god kreditpraksis, hvor instituttet reagerer tidligt, når kunder f.eks. som følge af overtræk kommer i restance med beløb, der er væsentlige i forhold til deres økonomi. Det er både i instituttets og kundernes interesse.
Finanstilsynet anerkender eksistensen af 90 dages restance som et back-stop-kriterie i kapitaldækningsreglernes definition af misligholdelse, og at der ikke er 30 dages restance som regnskabsmæssigt back-stop-kriterie.
Den regnskabsmæssige behandling er fortsat knyttet op på god kreditpraksis, jf. ledelsesbekendtgørelsen, hvor instituttet reagerer tidligt på restancer og dermed meget sjældent vil nå back-stop kriteriet.