Sektornyhed

Finanstilsynet justerer kravene til fonde, der betegner sig som bæredygtige

01-12-2025

Hvis en fond markedsføres som bæredygtig via sit navn, skal mindst halvdelen af investeringerne i fonden være bæredygtige. Finanstilsynet vil fremover tilpasse sin tilsynspraksis på området i overensstemmelse med de fælleseuropæiske retningslinjer. Formålet er at sikre større ensartethed for både investorer og udbydere af fonde på tværs af EU.

Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndigheds (ESMA’s) retningslinjer fastsætter krav til, hvor stor en andel af en fonds investeringer der skal være bæredygtige, for at fonden må bruge betegnelsen “bæredygtig” i sit navn. Fonde, der kalder sig bæredygtige, skal som udgangspunkt investere bæredygtigt i et omfang, der er ”meningsfuldt” og svarer til de forventninger, som investorer med rimelighed kan have på baggrund af fondens navn. 

ESMA har efterfølgende præciseret, at dette som udgangspunkt betyder, at mindst halvdelen af investeringerne i produktet skal være bæredygtige. 

Finanstilsynet vil fremover lægge denne præcisering til grund i sit tilsyn med reglerne. Dermed lemper Finanstilsynet sin tilgang til et af de bærende principper i retningslinjerne om navngivning af fonde, idet Finanstilsynets udgangspunkt hidtil har været, at fonde med betegnelsen ”bæredygtig” i navnet udelukkende skulle bestå af bæredygtige investeringer. 

”Vi genbesøger løbende vores tilsynspraksis og vurderer, om der er behov for tilpasninger. Med denne ændring sikrer vi en mere harmoniseret tilgang på tværs af EU – til fordel for investorer såvel som udbydere af fonde. Samtidig bidrager det til regelforenkling og gør det nemmere for udbyderne at navigere under de fælles retningslinjer,” siger kontorchef Henrik Brarup Damgaard fra Finanstilsynet. 

Ud over kravene til andelen af bæredygtige investeringer skal fonde, der anvender bæredygtighedsrelaterede begreber i navnet, fortsat leve op til de øvrige krav i ESMA’s retningslinjer. Det omfatter bl.a., at investeringerne skal bidrage positivt til bæredygtige mål, og at investeringer i selskaber, der bryder med internationale retningslinjer eller har en vis andel af omsætningen knyttet til fossile energikilder, ikke kan indgå i produktet.  

Baggrund om ESMA's retningslinjer og Q&A

ESMA offentliggjorde den 21. august 2024 retningslinjer om navngivning af fonde. Formålet med retningslinjerne var at skabe klare kriterier for brugen af ESG- eller bæredygtighedsrelaterede begreber i navngivningen af fonde og dermed understøtte investorbeskyttelsen.  

En fonds navn er et centralt element i markedsføringen. Det er derfor vigtigt, at navnet ikke er vildledende. Det indebærer, at navnet i væsentlig grad skal afspejle fondens investeringsformål og -politik. 

Finanstilsynet har beskrevet de bærende principper i retningslinjerne fra ESMA om navngivning af fonde samt Finanstilsynets hidtidige tilgang i en sektornyhed, som blev offentliggjort den 22. august 2024. 

ESMA har efterfølgende offentliggjort en Q&A om forståelsen af retningslinjerne, hvoraf bl.a. udgangspunktet om en minimumsandel på 50 pct. fremgår. Andelen kan dog være højere, afhængigt af hvordan begrebet indgår i navnet og de konkrete omstændigheder. Q&A’en blev offentliggjort den 13. december 2024.

ESMA’s retningslinjer fra den 21. august 2024
Finanstilsynets sektornyhed fra den 22. august 2024 
ESMA’s Q/A fra den 13. december 2024
 

Kontakt

Henrik Brarup Damgaard
Kontorchef